Arbejdsgivere husker som elefanter

Thomas_Markvart_S__rensen_sygeplejerske_1650_px
22. dec. 2020 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

JEG MÅ SANDE, at det er en sandhed, når offentligt ansatte fortæller, at de er bange for at blive sanktioneret, hvis de forholder sig kritisk til deres arbejdsgiver. Jeg siger ikke, at arbejdsgiverne straffer dig prompte, men de husker som elefanter.

LÆS OGSÅ: SF vil give offentligt ansatte ytringsfrihed ved lov

Jeg kom i foråret 2020 til at undre mig, og forholde mig kritisk, til Psykiatrisk Center Glostrups håndtering af reglerne for karantæneramte medarbejdere. I forsommeren kom jeg til offentligt at efterspørge retningslinjer for timeafløsere, der ikke have færdiggjort en sundhedsfaglig uddannelse.

Jeg spurgte samtidig ind til, om man anså patientsikkerheden og arbejdsmiljøet sikret, hvis 50 procent af en psykiatrisk akutmodtagelse er timeafløsere? Eller ufaglærte hvis jeg skal stramme den.

DET HAR CENTERLEDELSEN på Psykiatrisk Center Glostrup øjensynligt ikke glemt. De har måske derfor vurderet, at jeg med mine seks års erfaring fra psykiatrien IKKE har de kvalifikationer, som centret søger i deres plejepersonalegruppe.

Jeg var tæt på målløs, da jeg fandt ud af, at centerledelsen uden om ansættelsesudvalget havde fjernet min ansøgning fra bunken - eller tilladt sig at vurdere den selv - og afvist den. I stedet for at sige, det er fordi, de synes jeg er "træls", som vi siger i Jylland, så henviser de ganske diplomatisk til "manglende kvalifikationer". Og det er endda til en stilling, hvor man "tilbyder mentorordning og gode rammer for oplæring".

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske: 'For hver gang jeg hopper i kitlen, bliver arbejdsglæden mindre og mindre'

Jeg var faktisk så målløs, at jeg søgte den fuldstændig samme stilling 14 dage senere, da de slog den op igen - men det ændrede ikke noget. Mine kvalifikationer er forsat ikke gode nok som sygeplejerske til, at jeg kan besætte en stilling som basissygeplejerske på en psykiatrisk afdeling.

I hvert fald ikke hvis den ligger på Psykiatrisk Center Glostrup.

SÅ KÆRE CENTERLEDELSE på Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg håber, at I kan se jer selv i øjnene velvidende, at I er med til at underbygge den mistillid der er mellem medarbejdere og hospitalsledelserne i det offentlige. 60 procent af jeres ansatte var inden dette i gennemsnit bange for, at ytringer kunne få negative konsekvenser for deres ansættelse. Kun 5 procent af dem ville turde sige til, hvis de oplevede forhold eller beslutninger, som I træffer, der er til fare for patientsikkerheden eller trivslen. Tror I selv, de tal bliver bedre nu?

LÆS OGSÅ: Alarmerende tilstand på covid-afsnit: Sygemeldinger, trusler om opsigelser og grædende kolleger

Er man ikke klar over, at det overfor alle andre sender et meget skidt signal, når man begrunder afvisningen med manglende kvalifikationer, men samtidig nægter at angive, hvilke dele man gerne ser forbedret, eller hvilke man er fravalgt på baggrund af? Jeg tænker diskrimination og et fuldstændigt misforstået billede af, hvad ledelsesansvar er.

HVAD SKAL DER TIL FOR, at man i det offentlige begynder at inddrage ansatte som kerer sig for patienterne og sine kolleger? Hvorfor er rammerne mange steder så små, når det gælder evnen til at inddrage bekymringer fra de ansatte, og hvorfor skabes der i stedet en stemning af frygt for repressalier og et billede af, at virksomhederne drives efter noget, der kan betegnes som "management by fear".

En tilgang som den, der praktiseres på ledelsesgangen på Psykiatrisk Center Glostrup, er på sigt til fare for både patientsikkerheden og sikkerheden for de ansatte. Oven i bliver jeg oprigtig bekymret for udviklingen i et speciale, som jeg holder rigtig meget af og brænder for, når man afviser dialog og samarbejde med sit personale. Eller de få ansøgere der nu engang er til sygeplejerskestillinger i psykiatrien.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].