Arbejdsgivere har let spil overfor udlændinge

31. okt 2009
Udlændinge med job i Danmark står svagt overfor deres arbejdsgiver. Mister de jobbet, skal de forlade landet. Det er et problem for retssikkerheden, siger eksperter.

Som udlænding står du i en skidt situation, hvis du kommer på kant med din arbejdsgiver.

Over 8000 udlændinge i Danmark er i landet på opholdstilladelser, som er bundet til et særligt job. Hvis de får en konflikt med deres arbejdsgiver og bliver fyret eller selv siger op, skal de forlade landet. Det gør det praktisk umuligt senere at få ret ved domstolene.

”Reelt har udlændinge jo ikke mulighed for at føre en retssag, hvis de bliver smidt ud af landet,” forklarer advokat Peter Breum.

Han er advokat for Isabel Lagang, som fortalte sin historie til avisen.dk i går.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hun har slæbt sin tidligere arbejdsgiver - en sydsjællands godsejerfrue - i retten og kræver penge tilbage for en høj husleje. Men hun står samtidig i den situation, at hun skal forlade Danmark i dag lørdag - lang tid inden hendes retssag er afgjort.

For dyrt at rejse

”En fattig filippiner som Isabel Lagang har jo slet ikke råd til at betale mange tusind kroner for at rejse til Danmark, når hendes sag skal for retten,” siger Peter Breum.

Isabel Lagang er medlem af fagforeningen FOA, og vil få hjælp til at betale rejsen derfra. Men for udlændinge, der står alene, er situationen helt umulig.

”De mister jo fuldstændigt muligheden for at gennemføre et krav ved domstolene, og det er et stort problem for retssikkerheden,” siger Peter Breum.

Opgiver på forhånd

Ifølge FOA stikker problemet endnu dybere end de rent praktiske problemer med at føre en retssag.  

”Vi ved, at der er menge sager, der ikke bliver til noget, fordi udlændinge bliver bange for at miste deres opholdstilladelse,” fortæller Jacob Bang, der er forbundssekretær i FOA.

”Det er for eksempel au pair-piger, som har problemer med deres familier. Når de får at vide, at deres opholdstilladelse bliver annulleret, hvis de siger op, vælger de meget ofte at droppe sagen,” fortæller han.

Praksis er, at au pair-piger får en måneds ekstra ophold til at finde en ny værtsfamilie, men mange vælger altså ifølge Jacob Bang ikke at tage chancen. 

”Der skal virkelig meget mere til, før en udlænding overhovedet beklager sig eller rejser en sag mod en arbejdsgiver,” siger han

Minder om voldsramte kvinder

”Problemet minder om den situation, som udenlandske kvinder i voldelige ægteskaber står i,” siger juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Århus universitet

”Deres ophold i Danmark er bundet til et ægteskab i stedet for et job, men ellers er situationen den samme,” forklarer han.