Arbejdet stjæler vores nattesøvn

16. apr 2011
Ansvar på arbejdet og en stresset hverdag får hver tredje dansker til at ligge søvnløs om natten med tanker om arbejdet. Men hvis du tror den søde søvn venter efter arbejdslivet, kan du tro om igen.

Der bliver drejet uroligt rundt på lagnerne i Danmark og sukket højlydt ud i natten.

For hver tredje dansker grubler over arbejdet i en sådan grad, at tankerne stjæler nattesøvnen. Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Avisen.dk

Og resultatet kommer ikke bag på en søvnekspert.

”Det er helt klart et stigende problem. Op mod hver tredje patient, der træder ind af vores dør, er stresset over arbejdet,” siger overlæge Jan Ovesen fra den private søvnklinik, Scansleep, der behandler danskere med store søvnproblemer i hverdagen.

I alt har 34 procent af danskerne problemer med at sove. Af dem svarer ni ud af ti, at det er tanker om arbejdet, der holder dem vågne om natten.

Og en fjerdedel indrømmer, at den manglende søvn påvirker deres arbejdsindsats.

"Manglende søvn er et af vores helt store problemer i Danmark, og her er det allervigtigste altså at reducere stress i livet," siger stressekspert og erhvervspsykolog Majken Matzau.

"Når vi er stressede farer der stresshormoner rundt i kroppen og tanker rundt i hovedet, og så kan vi fra naturens side ikke give slip og falde i søvn," forklarer hun.

Det er især de 40-49-årige, der grubler over arbejdet om natten, viser spørgeskemaundersøgelsen. Halvdelen af dem kan ofte ikke finde ind i den rolige søvn, og hver sjette ligger vågen flere gange om ugen. Det billede kan overlæge Jan Ovesen kende fra sit daglige arbejde på søvnklinikken.

"Vi får mere og mere ansvar gennem livet. De her nattegrublere har som regel knald på karrieren og ansvar på jobbet. Samtidig har de hus og børn, så der er mere på spil, hvis de bliver afskediget," forklarer Jan Ovesen.

Samtidig tjekker mange af dem ofte mails om aftenen eller arbejder hjemmefra, når børnene er puttet.

Men også de unge er hårdt ramt. Hver fjerde 18-29-årige har ofte problemer med at falde i søvn.

"Det er om noget en presset tid at være ung i. De unge har en masse muligheder, men svært ved at få job, og den øgede individualisering betyder, at de føler et stort krav om - og ansvar for - at lykkes og blive en succes. De rammes af en form for eksistentiel stress, som handler om at skulle vælge rigtigt og være helt unikke," siger Majken Matzau.

Du kan hurtigt spotte en kollega, der har tilbragt mange nætter med at glo ud i mørket. Bliver han eller hun vrissen, begynder at passe sig selv og orker ikke at give sig i kast med nye udfordringer, kan det være en god idé at tage en snak.

Hvis man sover kortere, oplever man nemlig ofte situationer, hvor man ikke kan koncentrere sig. Man får nedsat hukommelse og nedsat reaktionsevne. Og i det lange løb kan manglende søvn medføre hjertekarsygdomme og infektioner.

Hverken erhvervspsykologen eller overlægen kan pege på et enkelt erhverv – det er alle lige fra sygeplejersken over specialarbejderen til den højt placerede leder, der vender og drejer sig på lagnerne.

Du kan samtidig glemme alt om, at det er den pligtopfyldende medarbejder, der rammes af arbejdsrelateret søvnløshed. Svensk forskning har nemlig gjort op med myten om personlighed som det afgørende. Det er derimod den langvarige mentale belastning – med andre ord stress – der holder os vågne.

For at falde til ro om aftenen skal vi derfor lære at skabe stilhed i sindet. Majken Matzau anbefaler at tænke på en hvid væg, der langsomt bliver malet sort, eller et ferieminde, du selv finder afslappende.

"For at falde i søvn har vi brug for at føle os trygge. Som urmennesker havde vi et overlevelsesinstinkt, der holdt os vågne om natten, hvis der var bjørne i skoven og fare på færde. I dag er bekymringer over arbejdet på et ubevidst plan den samme fare," forklarer Majken Matzau.

Men hvis man tror den søde søvn venter rundt om hjørnet efter arbejdslivet, kan man godt tro om igen:

"Mange bliver faktisk ramt af søvnløshed, når de går på pension. De bliver rastløse og tager måske en middagslur for meget," forklarer overlæge Jan Ovesen.

Han anbefaler de grublende danskere til at lægge deres nattesøvn i faste rammer, tømme hjernekontoret for tanker og stresse ned de sidste timer inden sengetid.

Hver tredje sover for lidt

34 procent har problemer med at falde i søvn

31 procent svarer, at tanker om arbejdet holder dem vågne om natten. Det svarer til 9 ud af 10 søvnløse danskere.

10 procent er tilmed faldet i søvn på arbejdet.

Søvn og arbejdsindsats hænger sammen som ærtehalm. 25 procent svarer nemlig, at den manglende søvn påvirker deres arbejde.

 

Kilde: En rundspørge fra Analyseinstituttet Wilke blandt 350 danskere.