Den amerikanske it-gigant Apple har besluttet at droppe sine planer om at bygge datacenter i Kassø uden for Aabenraa. Det oplyser Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse tirsdag. 

Meddelelsen fra Apple om, at man fremover ønsker at koncentrere sig om sit datacenterbyggeri i Viborg, kommer bag på den sønderjyske kommune.

- Det kommer fuldstændigt uventet for os, at Apple i dag på et telefonmøde orienterer os om, at man ønsker at afhænde sin byggegrund. Aabenraa Kommune har arbejdet med Apple i lang tid for at skabe grobund for et af verdens største datacentre, siger Stig Werner Isaksen,  direktør for Kultur, Miljø og Erhverv i Aabenraa Kommune.

Nyhedsbrevet A4 Morgen
- giver dig overblik

Planerne om at bygge et datacenter i Kassø ved Aabenraa på en 285 hektar grund kom frem i sommeren 2017.  Dengang var forventningen, at byggeriet ville skabe cirka 300 job og omtrent 50-100 beskæftigede, når datacenteret var i fuld drift.

Datacentret ville tiltrække andre virksomheder, forudså Apples nordiske chef, Erik Stannow:

- Vi forventer, at når vi etablerer et datacenter i et område som dette, så vil vi trække flere lignende virksomheder med os hertil, erklærede Erik Stannow i Ugeavisen Aabenraa.

Også Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V), glædede sig over, at it-gigantens byggeri kunne blive en gevinst for det lokale erhvervsliv:

- Med aftalen med Apple imødekommer vi det store ønske fra vores lokale bygge- og servicevirksomheder om, at de får chancen for at tilbyde deres kompetencer og lokalkendskab til Apple, sagde Thomas Andresen i oktober 2017.

I dag kalder borgmesteren det et 'bump' på vejen, at Apple har besluttet at droppe byggeriet datacentret. 

- Det ærgrer mig meget. Jeg havde gerne set, at man var kommet i gang. Men når det så er sagt, så har vi gang i rigtig mange ting i Aabenraa Kommune inklusive yderligere datacentre, siger Thomas Andresen til Ritzau. 

Det er Apples beslutning at sælge grunden, hvor datacentret skulle have ligget. Aabenraa Kommune vil forsøge at hjælpe med at finde en køber. 

Apple er samtidig i gang med at bygge et datacenter i Viborg. Det har tidligere været meldt ud, at det skal åbne i 2019.

Det er anden gang på tre måneder, at en stor amerikansk it-gigant indstiller planer om et datacenter i Danmark. I marts droppede Facebook et datacenter i Esbjerg. Selskabet er dog fortsat i gang med at opføre et datacenter i Odense.