I folkeskolen er antallet af børn, der går i klasser med 25 elever eller flere, steget med 54 procent siden 2009, skriver Politiken torsdag. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Opgørelsen viser også, at næsten 20.000 går i en klasse med mindst 28 elever mod godt det halve for 10 år siden, skriver Politiken.

- Det er en katastrofekurs, at klassekvotienten stiger og stiger, så der er mindre tid til det enkelte barn og til at blive set og hørt, siger SF’s undervisningsordfører, Jacob Mark til Politiken og tilføjer:

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Lærerne skal bruge alt for meget af deres tid på at skabe ro og har ingen mulighed for at nå ud til alle i undervisningen.

SF vil nu rejse et forslag i forligskredsen omkring folkeskolen om et klasseloft på 24 elever. I dag må der højst være 28 elever i en klasse, når skoleåret starter. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen tillade op til 30 elever i en klasse.

SF foreslår, at man rullende indfører et lavere klasseloft, så man starter med de nye børnehaveklasser. Prisen vil være godt 200 millioner kroner om året per klassetrin, og pengene skal findes ved at gøre skoledagen en halv time kortere. Derudover har SF under de igangværende finanslovsforhandlinger krævet flere penge til folkeskolen.