Trods coronaudbruddet var der også i Italien og Spanien søndag store demonstrationer mod racisme. En demonstrant i Barcelona er svøbt i det amerikanske flag med navne på mange af de sorte mennesker, der har mistet livet i politiets varetægt i USA. Foto: Nacho Doce/Reuters

Antallet af coronadødsfald falder i Europas epicentre

7. jun, 20:37
De dele af Europa, der var hårdest ramt under coronaudbruddet, er ved at vende tilbage til en ny normalitet.

Efter måneder med restriktioner melder flere lande i Europa om faldende niveauer af døde og smittede med coronavirus.

Frankrig har registreret 13 døde blandt coronasmittede på landets hospitaler og plejehjem i det seneste døgn. Tallet står i kontrast til starten af maj måned, hvor flere hundrede døde med coronavirus om dagen.

Italien melder om 53 coronadødsfald inden for samme periode. Et døgn forinden lød opgørelsen på 72 døde. Også her er weekendens tal udtryk for et lavere niveau end tidligere.

Landet har søndag noteret 197 nye bekræftede tilfælde af smitte. Smitten er dog forholdsvis koncentreret omkring den nordlige region Lombardiet.

Af de 197 nye smittetilfælde er de 125 konstateret i Lombardiet, som har været hårdest ramt af udbruddet.

Regionen Emilia Romagna, som er nummer to på listen over de hårdest ramte regioner, melder kun om 14 nye smittetilfælde.

I Storbritannien er 77 mennesker med coronasmitte døde i det seneste døgn. Det er det laveste tal, der er registreret, siden landet lukkede ned den 23. marts.

I Skotland er der for første gang siden 20. marts ikke meldt om nogen døde med coronasmitte i det seneste døgn. Det kan dog skyldes, at der er et efterslæb i tallene i weekenden, siger myndighederne ifølge tv-stationen BBC.

Heller ikke Nordirland melder søndag om nye coronadødsfald.

De lande i Europa, der har været hårdest ramt af coronapandemien, er langsomt ved at vende tilbage til en ny normalitet.

Lørdag genåbnede Madrids verdensberømte Prado-museum efter næsten tre måneders nedlukning. Og i Rom er de første turister kommet tilbage til Colosseum og andre seværdigheder.

På trods af, at der fortsat er regler for, hvor mange mennesker der må samles, deltog tusindvis af - maskeklædte - mennesker søndag i store demonstrationer mod racisme og politivold i både Spanien og Italien.

/ritzau/Reuters