Arbejdsløse er ikke idioter: Ansatte på jobcentre går ned med stress

2. sep 2010
Kaos på jobcentre får hård kritik fra Arbejdstilsynet.

Arbejdsløse strømmer ind ad døren, mens papirbunkerne stiger op over hovedet på sagsbehandlerne i landets jobcentre.

Det står så grelt til, at mange af landets jobcentre har fået kritik fra Arbejdstilsynet for at have dårligt arbejdsmiljø.

Ni ud af 22 jobcentre, der har haft besøg af Arbejdstilsynet, har fået en sur smiley. Arbejdstilsynet kritiserer især det høje arbejdspres, der gør medarbejderne syge af stress.

Skal arbejde gratis

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Et af de steder, det står slemt til, er i Gribskov Jobcenter. Her er medarbejderne nødt til at arbejde gratis over for at nå de mange sager, fremgår det af en rapport fra Arbejdstilsynet.

”Det er ledernes ansvar at sørge for, at medarbejderne ikke sidder og græder i afmagt og bliver slidt ned, fordi de ikke kan nå alle de sager,” siger Bettina Post, der er formand for Socialrådgiverforeningen.

En del af skylden placerer hun desuden hos det rigide system, der tvinger jobcentrene til at aktivere og kontrollere de ledige for ikke at miste penge fra staten. Og det går ud over de ledige, der ikke får en ordentlig behandling, fordi der ikke er tid til det, mener hun.

”Sagsbehandlerne kan ikke lave den individuelle vurdering, når der er for mange sager. Så bliver de ledige sendt til aktiveringsprojekter, der rammer helt ved siden af og som ofte er hul i hovedet,” siger Bettina Post.

Arbejdstilsyn på afveje

Hos Kommunernes Landsforening ryster Erik Nielsen (S) på hovedet over Arbejdstilsynet. Som formand for arbejdsmarkedsudvalget er han politisk ansvarlig for jobcentrene. Han mener ikke, det er Arbejdstilsynets opgave at kritisere jobcentre for et for højt arbejdspres.

Men han erkender, at der er problemer visse steder.

”Jobcentrene er udsat for et voldsomt pres i øjeblikket. Det skyldes for det første, at der kommer flere ledige. Men det skyldes også de meget problematiske regler, de ansatte har med at gøre. De kan medføre situationer, hvor det næsten ikke er til at overskue, hvad gør vi nu med vedkommende her,” siger Erik Nielsen.

Han opfordrer lederne på jobcentrene til at tage affære og sørge for, at arbejdsmiljøet bliver bragt i orden.

skjultitel