De ansatte i Malehuset giver blandt andet støtte til anbragte børn og unges forældre. Foto: Bente Jæger

Ansatte i nødråb: Vi kan ikke stå inde for vores arbejde

7. feb 2020, 14:40
De ansatte, der står for arbejdet med anbringelsestruede børn og unge i Holstebro Kommune, kan ikke længere stå inde for den måde, opgaverne løses på, skriver de i et brev til politikerne.

De ansatte i af Holstebro Kommunes tre børne- og familiehuse, Malehuset, forsøger nu at råbe politikerne op.

I et brev stilet til børne- og familieudvalget advarer de ansatte om, at nedskæringer og omlægninger som følge af et stort underskud betyder, at arbejdet med børn og unge er så uforsvarligt, at de frygter omsorgssvigt. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

LÆS OGSÅ: Kontanthjælpsmodtagere i gratis prakti: Kun fem procent var ansat i virksomheden et år senere

"Vi kan ikke længere etisk eller fagligt stå inde for den måde, opgaverne løses på. Vi er oprigtigt bekymrede for konsekvenserne af de forringede vilkår, når det gælder de mest truede børn i Holstebro Kommune," skriver medarbejderne ifølge avisen blandt andet i brevet.

For et år siden var der 18 medarbejdere i Malehuset, men i dag er det 8,5 medarbejdere, der skal varetage arbejdet med anbringelsestruede børn og unge. Tre medarbejdere har selv sagt op, tre er blevet opsagt, tre er sygemeldte, mens andre er gået ned i tid i forsøget på at undgå flere fyringer.

Dagbladet Holstebro-Struer har konfronteret Torben Strømgaard (V), der er næstformand i børn- og familieudvalget, med de ansattes anker. 

- Det er fuld forståeligt, at der kan opstå frustrationer, når der sker forandringer i en organisation, og medarbejdere og ledelse ikke er enige om retningen. Men der er en presset ramme i rådgivningen, som skal overholdes, og som giver nye måder at arbejde på - og som borgervalgt politiker synes jeg, det er positivt, at vi øger ATA-tiden (ansigt-til-ansigt-tiden) og bruger flest mulige ressourcer ude hos borgerne, siger han til avisen og understreger, at han står på mål for, at den indsats kommunen yder over for de sårbare børn er forsvarlig og overholder loven.