Ansatte giver gaver videre

18. dec 2010
Flere virksomheder vælger i år at droppe julegaven til de ansatte de giver pengene til fattige familier

De ansatte i virksomheden It-afdelingen A/S, der har afdelinger i Hørsholm, Lyngby og Lystrup ved Århus, kan for andet år i træk skyde en hvid pil efter julegaver fra deres arbejdsgiver. Og de er selv ude om det.


Det er ikke kun Stig Elling og 14 andre højt profilerede topledere fra det danske erhvervsliv, der samler penge ind til Dansk Folkehjælp, så også fattige danske familier kan få en god jul.

Medarbejderne i It-afdelingen A/S har nemlig igen i år valgt at give afkald på firmajulegaver til sig selv og donerer i stedet pengene til Dansk Folkehjælp, der uddeler julepakker til 4.000 fattige danske familier med kolonialvarer fra Netto og gavekort til Sport Master og BR Legetøj. 

Ledelsen i It-afdelingen har tilmed fordoblet gavebeløbet, inden det blev sendt til Dansk Folkehjælp.

Og det er ikke første gang, at ledelse og medarbejdere i it-virksomheden ved juletid sætter andre i første række. Sidste år gik julegavepengene således til hjælpeorganisationen Safe and Alive, der hjælper nødstedte handlede kvinder, hvoraf mange har været holdt som sexslaver i Danmark af deres bagmænd. 

”Det er medarbejdernes eget forslag at udskifte dette års julegave med støtte til fattige danske familier,” siger den 30-årige adm. direktør Dennis Nørgaard fra It-afdelingen A/S.

Han er i øvrigt selv vokset i beskedne kår i Midtjylland og siden har arbejdet sig op gennem etablering af en række virksomheder de seneste ti år, hvor It-afdelingen er den største med 20 ansatte. Virksomheden har primært it-folk ansat og agerer ekstern it-afdeling for en lang række mindre og mellemstore danske virksomheder.



 

Dansk Folkehjælp

Fakta om indsamlingen:
• Den nåede i denne uge sit mål om at indsamle 5,5 millioner kroner.
• Bidragsyderne er 210 - 250 danske virksomheder med ca. 1,5 – 2 millioner kroner, Socialministeriet med 500.000 kr., mens private har bidraget med 3 – 3,5 millioner kroner. Fordelingen kendes ikke helt præcist, fordi Dansk Folkehjælp endnu ikke er færdige med at registrere alle bidragsydere.
• Det indsamlede beløb sikrer julehjælp til alle de 4.000 godkendte børnefamilier, som har ansøgt Dansk Folkehjælp om julehjælp i år. 
• Alle indsamlede midler går ubeskåret videre til julepakker til familierne.
• Sidste år blev der indsamlet 3,3 millioner kroner, hvilket gav julehjælp til 2.440 danske familier. 
• Læs mere på www.folkehjaelp.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her