Ansatte: Derfor stjal vi fra Pricebrødrene

16. jan 2014, 07:00
Tyvagtige ansatte taler ud om bedrageri af kendiskokke

Da restaurantchefen i Price-restauranten valgte at stikke indtjeningen i egen lomme og dermed luske uden om de to kendte kokke-brødre, handlede det om familieære, gnidninger og dyre ferier.

Det kom onsdag frem i retten, skriver B.T.

"Jeg har ikke nogen klokkeklar erindring om, hvad der går igennem mit hoved, da jeg gør, som jeg gør. Det har været en meget hård opstart, det skal der ikke være nogen tvivl om. Og jeg har haft mine gnidninger med brødrene. Jeg træffer her et valg om at gøre noget for min familie," siger en af de to anklagede under retssagen ifølge B.T.

Han afviser, at han havde økonomiske problemer, men følte et vist pres for at kunne leve op til forsørgerrollen for sin familie.

Pengene blev blandt andet brugt på dyre ferierejser, indrømmer den langfingrede tidligere ansatte.

De to bedrog Price-brødrene for i alt en kvart million kroner, mens de var ansat i brødrenes restaurant.