Ansatte betaler prisen for udlicitering

21. okt 2009
Arbejdspresset stiger, når private firmaer skal være billigere end kommunen.

Når rengøringsfolk og parkarbejdere i kommunerne bliver udliciteret til et privat firma, oplever de, at arbejdspresset stiger og kvaliteten daler.

Det viser den hidtil største undersøgelse på området fra Udliciteringsrådet.

Samtidig viser en undersøgelse fra rådgivningsfirmaet Cowi, at kommunerne sjældent stiller krav til de private firmaer om et ordentligt arbejdsmiljø til de ansatte, der skal skifte arbejdsgiver. Derfor bliver arbejdsmiljøet et sted, hvor firmaet kan spare penge.

”Hvis en leverandør er nødt til at skære ind til benet for at gøre tilbuddet billigere, risikerer de ansatte hos leverandøren at få et ringere arbejdsmiljø,” siger Marchen Vinding Petersen, der er master i teknologi og samfundsvidenskab ved Cowi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

I Midtjylland skal 50 ansatte have nyt job, når parkarbejdet og rengøringen i Favrskov Kommune bliver udliciteret. En aftale med de ansattes repræsentanter sikrer, at arbejdsmiljøet ikke bliver forringet, når deres job sælges til et privat firma.

”Det har skabt en tryghed for de ansatte,” forsikrer kommunaldirektør Jan Kallestrup.