I tiltalen indgår ikke kun bedragerier. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Embedsmands tiltalt for bedrageri

16. jun, 08:50
Kommune betalte for støvsuger, tv, gasgrill og andre ting for havnechef, hævder anklagemyndigheden.

Da en nu forhenværende chef i Struer Kommune skaffede sig en plæneklipper og nye puder og dyner, var det kommunen, der betalte.

Det hævder Midt- og Vestjyllands Politi i et anklageskrift, som handler om en stribe bedragerier. Tiltalen handler også om dokumentfalsk.

Nyheden om tiltalen kommer få dage efter dommen over samme kommunes tidligere kommunaldirektør.

Mads Gammelmark blev i sidste uge idømt seks måneders fængsel for mandatsvig. To af de seks måneder var ubetinget. Han havde misbrugt et mastercard, så kommunen betalte hans private udgifter for mere end 120.000 kroner.

I den nye sag om svindel i Struer Kommune er beløbet 111.159 kroner, fremgår det af en pressemeddelelse om tiltalen.

Således skal personen blandt andet have sendt fiktive fakturaer til Struer Kommune for varer, som var til privat brug. Dette løb op i 52.000 kroner.

Desuden skal han have ladet Holstebro-Struer Havn betale for andre varer til private formål for 18.700 kroner. Det gjaldt for eksempel byggematerialer og en postkasse.

Også et tv, en støvsuger, en stavblender, en gasgrill og en cykelholder til en bil lod manden ifølge kommunen betale, selv om tingene var til ham selv.

I tiltalen indgår ikke kun bedragerier. Også svindel med en tilsynsrapport er omtalt i anklageskriftet. Dette er juridisk set dokumentfalsk.

Den tiltalte er den tidligere havnechef, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Sagen skal behandles af Retten i Holstebro, men endnu er datoerne ikke fastlagt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

/ritzau/