20171211-074552-L-1920x1279we
I 2017 startede MeToo-bevægelsen i USAs filmbranche (arkivfoto). Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix

Annes underviser tog hende på brystet: ’Jeg troede, du var sådan en gæv pige’

1. okt 2020, 06:00
For tre år siden, da Anne var ved at uddanne sig til skuespiller, blev hun krænket af en underviser. Hun tog efterfølgende mod til sig og gik til skolens ledelse, men det fik ingen konsekvenser for underviseren. Til gengæld har det betydet meget for hende selv, at hun reagerede.

Tankerne fyldte i Annes hoved i dagene efter: ’Han vidste nok ikke, at mit bryst sad der'. ’Hvis jeg siger noget, så kan det ødelægge hans karriere, og det kan også ødelægge min karriere’.  

LÆS OGSÅ: Arbejdsgiverne skal tage større ansvar for forebyggelse af sexchikane

Det er sådan, en i dag 29-årig skuespiller tænkte i dagene efter, at hun blev seksuelt krænket.

Hun hedder ikke Anne virkeligheden. Men hun vil gerne være anonym, fordi hun er ny i branchen, og fordi hun er bange for, at hvis hun står frem, så vil hun have sværere ved at blive hyret til nye job. På den måde understreger hendes bevæggrunde for anonymitet, hvor svært det kan være at fortælle om krænkelser på jobbet. A4 Arbejdsliv er dog Annes rigtige navn bekendt.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Det var en eftermiddag i 2017, at Annes 50-årige underviser tog hende på brystet. Hun var på det tidspunkt 26 år og gik på en skuespillerskole i København.  

Holdet var netop blevet færdige med dagens undervisning, da underviseren kom over og satte sig ved siden af Anne. Han lagde armen om skuldrene på hende og tog fat om hendes ene bryst.

Han hverken indrømmede eller benægtede det, jeg fortalte. Til gengæld sagde han: ’Jeg troede ellers, du var sådan en gæv pige’
Anne, skuespiller 

Anne blev paf, så grinede hun lidt af det og fjernede hans hånd, inden hun rejste sig og gik.

- Det var først bagefter, jeg fik ondt i maven. Om aftenen ringede han til mig og forklarede mig, hvordan jeg skulle agere for at klare mig godt i branchen. Han havde aldrig ringet til mig før, så det var både underligt og ubehageligt at få det opkald.

Anne synes normalt, at underviseren var dygtig, og hun glædede sig ofte til hans undervisning, ligesom underviseren tidligere har givet udtryk for, at han glædede sig til at undervise Anne.

-  Jeg har før oplevet, at når jeg virkelig er glad og engageret i noget, så tager nogle mænd det som en invitation til noget mere. Jeg tror, de fleste kvinder har oplevet at blive taget på røven eller på brysterne i byen, men jeg havde aldrig oplevet det i forbindelse med et job eller et undervisningsforløb, hvor der var et ulige magtforhold.

Negligeret og udstillet

Der gik fire-fem dage med konstante tanker om konsekvenserne ved at fortælle om krænkelsen, før Anne besluttede sig for at gå til rektoren på skolen. Hun var lettet lige efter, fordi hun følte, at han tog hende alvorligt og reagerede hurtigt.

Efter en halv time blev underviseren og Anne kaldt til et møde sammen på rektorens kontor. Til det møde var stemningen dog en helt anden.

- Der fik jeg følelsen af at blive negligeret og udstillet foran dem og rektors kontordame, der også var til stede. Han hverken indrømmede eller benægtede det, jeg fortalte. Til gengæld sagde han: ’Jeg troede ellers, du var sådan en gæv pige’.

Samtidig blev Anne rådet til ikke at tale med andre om episoden, fordi det nemt kunne blive ’rygtestof’, som rektoren kaldte det. Mere skete der ikke. Underviseren stoppede efterfølgende på skolen, fordi han kun var hyret ind til det specifikke forløb, som Anne var en del af, og som netop var afsluttet. Han blev dog hyret ind igen, da Anne var færdiguddannet.  

Hendes ord mod hans

Et halvt år senere i efteråret 2017 kom MeToo-bølgen rullende fra USA. I den anledning blev der på skolen holdt et møde, hvor fokus var på, hvordan skolen forholdt sig til krænkelser. Rektor fortalte, at der i hans tid kun havde været to episoder med krænkelser, og at der ved begge episoder var tvivl om, hvorvidt der reelt var sket krænkende handlinger.

- Jeg kunne ikke tro på, hvad han sagde. Jeg begyndte at græde og gik til rektor lige efter mødet. Jeg var så vred og ked af det, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, de havde håndteret sagen helt forkert. Jeg spurgte ham, hvordan det kunne være, at han ikke havde troet på mig, og jeg fik også fortalt, at jeg havde følt, at de havde givet mig mundkurv på.

Rektor blev ked af, at det var Annes oplevelse. Han sagde til hende, at det var svært for ham at reagere, når det var hendes ord mod underviserens.

- Han sagde også, at skolen ikke kunne bakke mig op, men personligt troede han på min udlægning. Det lyder måske mærkeligt, men jeg blev umiddelbart glad for, at han trods alt troede på mig.

Bange for ikke at tages alvorligt

Ifølge Anne blev underviseren ikke hyret til flere job på skolen, da skoleåret var slut. Hun har set ham få gange siden i forbindelse med forestillinger på skolen, og det er en af grundene til, at hun er glad for, at hun gik til rektoren, også selvom det ikke fik de store konsekvenser.

- De gange, jeg har set ham, har jeg følt, at jeg for hver gang er gået stærkere ind i rummet. Det tror jeg, har noget at gøre med, at jeg reagerede.

Det er tydeligt, at Anne bliver berørt, når hun tænker på den krænkende oplevelse og på, hvordan hun er blevet behandlet.

Hendes stemme knækker, når hun fortæller om, hvorfor hun ikke kun er skuffet over skolens ledelse, men også over sig selv.

Jeg ville ønske, jeg var blevet taget alvorligt, og ikke havde fået mundkurv på
Anne, skuespiller

- Jeg ville ønske, jeg tydeligt havde sagt fra og havde stået op for mig selv. Jeg ville også ønske, jeg turde stå frem nu med mit fulde navn og ansigt, for jeg synes både Sofie Linde, Lydmor, Annika Aakjær og alle de andres fortællinger om, hvordan de er blevet krænket, er så vigtige. Ikke alene finder man ud af, at man ikke er alene, men man bliver også bevidst om, at man ikke skal finde sig i at blive krænket.

Anne mener selv, at grunden til, at hun bliver berørt af at tale om episoden, skyldes, at hun har negligeret det i flere år.

-  Det er underligt, hvor meget det påvirker mig at tale om. Det, jeg nok har været mest bange for, det er ikke at blive taget alvorligt, og at folk vil tænkte 'Så var det heller ikke værre'. For det er jo det, jeg før har oplevet.

Hvordan ville du ønske, at ledelsen på skolen havde reageret dengang?

- Jeg ville ønske, jeg var blevet taget alvorligt, og ikke havde fået mundkurv på. Og så ville jeg ønske, at det havde haft en eller anden form for konsekvens for underviseren. Og helt generelt mener jeg, at man som krænket på arbejdsmarkedet som standard skal have en eller anden form for psykologhjælp. 

LÆS OGSÅ: Politikere uenig om at lovgive over for seksuel chikane

Synes du, der skal være en nul-tolerancepolitik på arbejdspladser og uddannelsessteder?

- Ikke umiddelbart, for vi er alle sammen mennesker, og der skal være plads til misforståelser. Men jeg synes, der skal være nogle klare retningslinjer for, hvordan man håndterer seksuel chikane, siger Anne, der i dag lever af at være skuespiller.