De formodede drabsofre boede i samme bebyggelse på Vangehusvej på Østerbro - de var alle i begyndelsen af 80'erne og boede alene. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Mistænkt for drab på tre ældre: 'Han er psykopat'

13. maj, 11:15
Mistænkt for drab på tre ældre i København har givet utroværdige og konstruerede forklaringer, mener anklager.

Det var en mand med økonomiske problemer, der i februar og marts 2019 angiveligt dræbte tre ældre mennesker på Østerbro i København for efterfølgende at misbruge deres betalingskort.

Det mener senioranklager Søren Harbo, der opsummerer drabssagen under proceduren i Københavns Byret onsdag formiddag.

Den tiltalte er 28 år og nægter sig skyldig i drab, men har erkendt at have misbrugt to af ofrenes betalingskort.

- Han har givet skiftende, utroværdige og ikke mindst konstruerede forklaringer, så de passer til de faktiske omstændigheder, som han er blevet præsenteret for her i retten, siger Søren Harbo.

Han fremhæver, at den tiltalte forsøgte sig med en musikkarriere på det tidspunkt, hvor de tre drab blev begået.

- Han ser sig selv som musiker og en dygtig manager, men sandheden er, at han er udygtig. Han tjener ikke de penge, som han påstår.

- Han lyver for sine omgivelser. Han har hverken den ene eller anden uddannelse. Og han skylder penge til højre og venstre, siger Søren Harbo.

De formodede drabsofre boede i samme bebyggelse på Vangehusvej på Østerbro - de var alle i begyndelsen af 80'erne og boede alene.

De menes at være blevet dræbt ved kvælning. Ifølge anklager Søren Harbo var der tale om rovmord - motivet var at få fat i ofrenes penge.

Betalingskortene blev blandt andet brugt til cafébesøg og biografbilletter.

Det er brutalt at slå nogen ihjel med det formål at stjæle deres penge, erkender Søren Harbo. Men at vurdere ud fra den tiltaltes psykologiske profil er det sandsynligt, at han har begået rovmord, mener han.

- Han er brutal. Han er psykopat, konstaterer anklageren.

Søren Harbo henviser til den mentalundersøgelse, der er lavet af den 28-årige mand i forbindelse med retssagen. Her er det kommet frem, at han er "svært afvigende og har gennemgribende psykopatiske træk".

Desuden udviser han en "grov ligegyldighed over for andres følelser" og mangler evnen til at føle skyld.

Manden er tidligere dømt for kriminalitet. Han blev i 2011 af både Københavns Byret og Østre Landsret idømt forvaring - altså indespærring på ubestemt tid - for voldtægt og drabsforsøg.

Men i 2012 valgte Højesteret at ændre det til en fængselsstraf på syv år.


50 vidner har afgivet forklaring i den aktuelle sag, hvor dommen ventes at blive afsagt enten 30. juni eller 1. juli.


/ritzau/