Anklager går efter 20 års fængsel til unge drabsmænd

28. aug 2020, 11:45
Fem svenskere er skyldige i et dobbeltdrab på to mænd i Herlev. De kræves idømt de hårdest mulige straffe.

To unge svenske mænd, der som 17-årige var med til at skyde og dræbe to mænd i Herlev sidste år, kræves idømt fængsel i 20 år.

Samtidig kræves tre andre mænd, der var med til drabet, idømt fængsel på livstid.

20 års fængsel er den højest mulige straf, der kan gives til unge, der er under 18 år på gerningstidspunktet. Det fortæller senioranklager Rasmus Kim Petersen, som fredag har fremsagt kravet i Retten i Glostrup.

- Maksimum er 20 års fængsel, og det er også anklagemyndighedens påstand, siger senioranklager Rasmus Kim Petersen.

Han fortæller også, at han ikke har sager at sammenligne med, hvor 17-årige har begået bandedrab.

- Det er helt ubetrådt grund, siger han.

Tidligere fredag blev de to unge - der i dag er 18 og 19 år - kendt skyldige i drabene på to svenske mænd i Sennepshaven i Herlev 25. juni sidste år.

Drabene begik de sammen med tre andre svenske mænd, der i dag er 20, 22 og 25 år. Da Rasmus Kim Petersen fortalte, at han mente, at de tre skulle idømmes livstid, udbrød den ene:

- What?

Drabene blev begået som led i en konflikt mellem de to svenske bander Dødspatruljen og Shottaz, og det er blandt andet med til at hæve straffen.

Senioranklager Rasmus Kim Petersen mener, at straffen som udgangspunkt er livstid, når man dømmes for drab efter bandeparagraffen.

- Så for mig at se er der ingen tvivl om, at straffen for de tiltalte, der var henholdsvis 19, 24 og 21 år, skal fastsættes til livstid, siger han.

Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet. I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

De to svenske mænd, der blev dræbt, var 21 og 23 år. De blev skudt med en automatriffel - AK47 - og en pistol. Den ene blev ramt 19 gange.

- Det er fem personer, som på forhånd nøje har planlagt en likvidering med maskering, skydevåben, gerningsbil og følgebil. Det er endda så planlagt, at man gør det i et andet land, siger Rasmus Kim Petersen.

Henrik Dupont Jørgensen, der er forsvarer for den ene af de tiltalte, der var under 18 år, mener derimod, at straffen til den unge bør være otte års fængsel.

Ifølge ham er udgangspunktet, at livstidsdømte kan komme ud efter 12 år, når de også er udvist for bestandigt. Er man idømt 20 års fængsel og udvist, vil man kunne løslades efter ti år, forklarer han.

- Så er forskellen to år. Så har man ikke taget ret meget hensyn til den unge, som er under 18 år, siger Henrik Dupont Jørgensen.

Alle fem svenskere kræves også udvist af Danmark for bestandigt.

Fredag eller på mandag ventes nævningetinget at afgøre straffen.

/ritzau/