Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har etableret et rejsehold, der skal undersøge sagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Anklage: Firma betalte renovering af ansats hus

6. dec 2019
Fem personer er tiltalt i en stor sag om bestikkelse og indkøb i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

En ansat i Forsvaret fik uretmæssigt renoveret sit hus til en værdi af mere end 1,7 millioner kroner i forbindelse med sagen om millionsvindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Det fremgår af sagens anklageskrift.

Fakturaerne for arbejdet blev betalt af installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen, der til gengæld blev favoriseret i fremtidige kontrakter, lyder det.

Fem personer er af Midt- og Vestjyllands Politi tiltalt i sagen. En af disse er ansat i installationsvirksomheden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

En anden medarbejder fik installeret smedejernslåger og bøgehækplanter til en samlet værdi af 35.250 kroner. Samme medarbejder fik lavet elarbejde i otte timer i sit hjem. Kemp & Lauritzen betalte regningen.

Sagen kom til offentlighedens kendskab torsdag, og fredag udtrykte Statsrevisorerne sin hårdeste kritik på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen.

Ifølge rapporten har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse givet ufuldstændige og urigtige oplysninger. Muligvis i et forsøg på at dække over sagen.

Helt konkret handler sagen om mulig svindel for millioner af kroner i forbindelse med indkøb.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse brugte 291 millioner kroner i december 2018, hvilket er over halvdelen af budgettet for hele året. Formålet kunne have været at tømme kontoen, så pengene ikke overføres til næste år.

Rigsrevisionen har alene undersøgt indkøb i 2018, så problemet kan være større, end man på nuværende tidspunkt ved.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har etableret et rejsehold, der skal undersøge sagen, som hun først fik kendskab til onsdag.

Det har tidligere på året været fremme, at fire ansatte i Kemp & Lauritzen blev bortvist i en sag om mistænkelige køb af blandt andet telefoner og tablets.

Det skulle være købt i forbindelse med en kontrakt med Bygningsstyrelsen.

/ritzau/