Ankers gribende besked: Pas godt på Danmark

15. sep 2013, 13:00
Pas på fagforeningen. Pas på Danmark, lød Anker Jørgensens hilsen til 3Ferne, der holder kongres frem til torsdag.

"I er stemme til et par hundredetusinde lønmodtagere, der ellers ikke ville blive hørt. Kun gennem et stærkt fællesskab kan I løfte det ansvar. Pas godt på fagforeningen. Pas godt på Danmark, og pas godt på hinanden."

Med de ord sluttede tidligere statsminister og Anker Jørgensen (S) sin hilsen til 3F's kongres, mens klapsalverne bragede i Aalborg Kongrescenter, hvor 863 delegerede og knap 375 gæster var samlet.

91-årige Anker Jørgensen havde to budskaber til kongressen, der samtidig ramte to centrale temaer for 3F'erne.

Det første berørte 3F's krise som følge af forbundets faldende medlemstal, der er styrtdykket i de seneste år.

"Jeg forstår, at organisering er et af de helt store temaer. Det er et hårdt, men nødvendigt arbejde," sagde Anker Jørgensen.

Han slog fast, at det er gennem en "stærk organisering på det danske arbejdsmarked og et stærkt fagligt arbejde", at det er lykkedes at bygge det danske velfærdssamfund op.

Anker forsvarede Helle

"Kære kongres! Et andet budskab til jer er, at det var godt Danmark fik en ny regering. Jeg synes, de har gjort det langt bedre, end deres konkurrenter," sagde Anker Jørgensen.

Socialdemokraternes grand old man forsvarede således Helle Thorning-Schmidts regering, der har stået bag udskældte reformen af blandt andet Kontanthjælpen, SU-systemet og førtid- og fleksjobordningerne.

"Nogle vil måske tilføje, at vi har glemt at høre efter under de regeringen, jeg stod i spidsen for. Men det vigtigste er altid at have de store linjer for øje. Det er på den måde, vi har udbygget vores samfund, skabt fremgang og bedre muligheder for de brede grupper," sagde Anker Jørgensen.

Arbejdsløsheden er desværre ikke forvundet som begreb, siden han var statsminister, beklagede Anker Jørgensen, der hilste de 323.000 3F'ere således:

"3F og de fagforeninger, som 3F blev dannet af, har høstet mange sejre gennem historien. Det arbejde har jeg fulgt. Jeg føler mig overbevist om, at der er store sejre i vente. Det fortjener Danmark."