- Er man ikke syg, så bliver man det, når man skal igennem kommunen. De burde have set, hvordan jeg havde det og sagt, at jeg ikke kan komme ud i arbejde igen. Men det gjorde de ikke., siger Foto: Iben Gad/Fagbladet FOA

Anita fyret efter hjerteoperation: Kommunen nægtede hende sygedag­penge

15. jan, 12:08
Efter problemer med hjertet og to operationer bliver Anita opsagt fra sit arbejde, mens hun er sygemeldt. Efterfølgende kan hun ikke få forlænget sin sygedagpengeperiode, selvom hendes sygdom ender med at sende hende på førtidspension.

Selvom 55-årige Anita Funder Larsen har været igennem problemer med hjertet, to operationer, været sygemeldt og siden opsagt fra sit arbejde, så får hun alligevel afslag på at få forlænget sin sygedagpengeperiode, selvom hun er for syg til at kunne arbejde. Det skriver Fagbladet FOA.

LÆS OGSÅ: Udenlandske ansatte lever og arbejder under kummerlige forhold: 'Behandles umenneskeligt ringe'

Anita er dybt rystet, efter hun har talt med sagsbehandleren fra kommunen. 

- Hun lytter ikke til mig, og hun læser ikke mine papirer. Jeg skal bare over i et andet system, for at det bliver billigere for kommunen. Det gjorde virkelig noget ved mig psykisk, og jeg tænker bare: Hvad fanden har I gang i? siger Anita om telefonsamtalen, hvor hun får at vide, at hun ikke længere kan få sygedagpenge. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Anita har med hjælp fra FOA siden da fået tilkendt førtidspension og klaget over afgørelsen om, at hun ikke kunne få forlænget sin sygedagpengeperiode. Den klage har hun fået medhold i ved Ankestyrelsen.

Jeg kan ikke få luft

Anita Funder Larsen er uddannet social- og sundhedsassistent og pædagog. Hun får problemer med hjertet og bliver sygemeldt fra arbejdet, så hun kan få en bypass-operation i 2015. Efter en længere sygemelding med genoptræning, kommer Anita i gang med at arbejde igen. 

Men hun får det løbende mere dårligt, og i 2018 skal hun igennem en ny operation. Hendes blodårer er forkalkede, og hun skal derfor have lavet en ballonudvidelse.

Efter operationen starter Anita stille og roligt op på arbejde igen, men efter et par måneder får hun det dårligt igen. Derfor bliver hun sygemeldt i december 2018 og starter på en ny omgang undersøgelser på forskellige hospitaler.

- Jeg får at vide, at jeg er blevet småkarsyg, og det kan man ikke gøre noget ved, udover at man kan få noget medicin for det. På lungemedicinsk afdeling kan de se, at min lungefunktion er mere eller mindre halveret. Det er derfor, jeg døjer med åndenød, siger Anita. 

Kommunen fastholder afgørelsen

Anita bliver opsagt fra sit arbejde i januar 2019 med løn til udgangen af april. Derefter kommer hun på sygedagpenge. Men da hun allerede har været sygemeldt, får hun snart efter besked om, at hendes ret til sygedagpenge inden længe ophører. 

Anita klager sammen med FOA over afgørelsen om hendes ret til sygedagpenge, da de mener, at Anita er for syg til at arbejde. 

- Er man ikke syg, så bliver man det, når man skal igennem kommunen. De burde have set, hvordan jeg havde det og sagt, at jeg ikke kan komme ud i arbejde igen. Men det gjorde de ikke. Selvom vi klager, får jeg bare svaret tilbage, at kommunen fastholder afgørelsen. De mener, at hvis jeg får det bedre lungemæssigt og psykisk, så kan jeg få et jobafklaringsforløb, siger Anita.

Det er ikke nødvendigt

Anita kommer derfor på ressourceforløbsydelse, som er på niveau med kontanthjælpen. Herefter følger en række møder med forskellige sagsbehandlere, som sender hende rundt i systemet. Hun bliver blandt andet sendt til møde med et rehabiliterings-team.

Inden da har Anita fået en udtalelse fra en hjertelæge, hvori der står, at lægen ikke kan se Anita på arbejdsmarkedet mere, og at hun bør få førtidspension. 

To dage før Anitas møde med rehabiliteringsteamet kontakter Anita sin sagsbehandler for at høre, om ikke papirerne fra hjertelægen skal videresendes til teamet. Anita får at vide, at det ikke er nødvendigt. 

- Til mødet med rehabiliteringsteamet bliver vi så ikke enige om noget, fordi de ikke har modtaget papirerne inden mødet. De tager slet ikke stilling til udtalelsen fra hjertelægen, og de ting, de foreslår, jeg skal i gang med, er ting jeg allerede har prøvet. Jeg følte mig virkelig til grin,” siger Anita. 

Vi havde jo ret

På baggrund af papirerne fra hjertelægen, søger Anita med hjælp fra FOA om førtidspension. Hun bliver hurtigt herefter kaldt til møde med et nyt rehabiliterings-team. Hun bliver endelig mødt med forståelse, og hun bliver herefter tilkendt førtidspension. 

- Jeg har ikke haft det godt her bagefter. Det er ikke gået op for mig, at jeg virkelig er nået til vejs ende. Jeg føler mig så nedgjort. Hvordan kunne de ikke se, at jeg var syg? fortæller Anita. 

Da hun har følt sig så dårligt behandlet, klager hun i samarbejde med FOA over kommunens afgørelse om, at hun ikke kunne få forlænget sine sygedagpenge. Den klage fik hun medhold i ved ankestyrelsen. For Anita har klagen handlet om det principielle i, hvor dårligt hun har følt sig behandlet af kommunen.

- FOA og jeg kunne ikke få armene ned. Vi havde jo ret, og det havde vi haft hele tiden, men det ville kommunen ikke godtage. Hvis FOA ikke havde været der, var jeg aldrig nået igennem. Det er den bedste hjælp, jeg nogensinde har fået. Jeg er dem dybt taknemmelig, siger Anita.
 
Viborg Kommune: En gang imellem laver vi fejl

Sofie Steensgaard, der er afdelingsleder for Viborg Kommunes Jobcenters Job- og Helhedsindsats, understreger, at hun ikke kan udtale sig om konkrete sager, men kun udtaler sig generelt om kommunens arbejde:

- Hver gang vi har en borgersag, er det en konkret, individuel vurdering, vi laver, hvor vi kigger på hele forløbet. En gang imellem laver vi desværre fejlskøn, og det er selvfølgelig beklageligt for den borger, der oplever det. Når det sker, så ser vi på, hvad vi kan lære til næste gang, der er en sag, som er nogenlunde tilsvarende, siger hun til Fagbladet FOA.