Chefredaktør: Amerikanerne må fravælge Trump

NK_i_1650_px
3. nov. 2020 09.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Opdatering af klumme første gang bragt 30. september

Helt til det sidste har Donald Trump valgt at mobbe sin modkandidat, lyve og mistænkelligøre den frie valghandling.

Når amerikanerne i dag stemmer - måske i rekordhøjt antal - er det ikke forkert at sige, at hele verden holder vejret. Det frie demokrati er under pres med denne præsident, der ikke stoler på sin egen politik. Men grundløst beskylder Demokraterne for at ville "stjæle" valget.

Forestil dig, at Mette Frederiksen kørte den linje over for danskerne og Jakob Ellemann-Jensen. At Angela Merkel gjorde det. Lukasjenko i Hviderusland har gjort det og sat frie borgere i fængsel og fremmanet en opfundet, ydre fjende.

LÆS OGSÅ: Europa må beskytte sine borgere

Det er der, vi er. Det er derfor, butiksindehavere barrikaderer deres vinduer af frygt for optøjer i nat. Våbensalget i USA er steget dramatisk i 2020, risikoen for ballade er stor. Og den siddende præsident gør intet for at gennemføre valget med værdighed.

Trump er bagud i målingerne, og han prøver alle desperate trick på at ændre valgkampens gang. Men løgne og fornærmelser i et hæsblæsende tempo er hans stil. Som foruroliget europæer, kan man kun håbe, at amerikanerne, i deres noget mystiske valgsystem, får rettet fejltagelsen fra for fire år siden.

Det er ikke alene splittende for nationen - omend det også er hans stil - men han kalder også på køterne i folk
Nicolai Kampmann

USA gennemgår igen nogle meget vanskelige racemæssige konflikter efter hvide politibetjente flere gange har taget livet af sorte landsmænd under alt for voldsomme anholdelser. Byer har stået i brand, og demonstrationer under sloganet 'Black Lives Matter' har samlet titusindevis af mennesker mange steder. Den symbolske knælen har også nået Danmark, hvor for eksempel fodboldlandsholdet har startet kampe i den fine anti-racistiske markering.

At Trump har bedt hvide militsfolk holde sig 'klar' - klar til hvad? - er ekstremt ubehageligt. Det er ikke alene splittende for nationen - omend det også er hans stil - men han kalder også på køterne i folk. Ja, undskyld det stærke udtryk, men de grupperinger Trump ikke vil tage afstand fra, bekender sig til anti-demokratiske metoder, individets ret til at bære våben og en udtalt mistillid til videnskab og liberale værdier.

Det er fandeme uhyggeligt, du!

Ingen fortælling om, hvad USA vil de kommende fire år. Intet ansvar at påtage sig for corona-krisen. Ingen ambition for at lede USA globalt i kampen mod planetens opvarming.

Biden er ingen forførende kandidat. Og han er nok valgt af Demokraterne, fordi han kan vinde vælgere, der hvor Clinton tabte i 2016
Nicolai Kampmann

Over for Trump står en venlig, kendt og bedaget Joe Biden. Som i den amerikanske valglogik har den styrke, at han IKKE er Hillary Clinton. Hun var åbenbart for meget for for mange. Biden er ret vanskelig for Trump at dæmonisere. Selv tilnavnet 'Sleepy Joe' virker ikke rigtig på amerikanerne. Måske, fordi de faktisk kender Biden godt fra hans tid som vicepræsident under Obama. Måske, fordi de også er blevet trætte af endnu en fornærmelse fra manden, der burde udvise mere værdighed i embedet.

Uanset - Biden er ingen forførende kandidat. Og han er nok valgt af Demokraterne, fordi han kan vinde vælgere, der hvor Clinton tabte i 2016: Blandt ældre, hvide middeklasse vælgere.

Som en demokratisk vælger rigtigt sagde til en DR-reporter fornylig: 'Jeg ville stemme på en giraf for at komme af med Trump'!

Mange har fået nok

Det går ikke så godt med demokratiet i Kina og i Rusland. Derfor er valget den så vigtigt for os alle sammen. Som en der i mange år har fulgt og været fascineret af USA, er den aktuelle valgkamp mere tragisk end komisk.

Hvis Trump taber, er det næppe fordi, at millioner af amerikanere har stemt på forandring og fornyelse. Omend man kunne ønske, at de gjorde. Så er det fordi, at mange har fået nok. Ældre og kvinder især som vælgergrupper.

"Enough!" Eller som skuespilleren Robert Di Niro præcist formulerede det for nylig:

- Vi ved, at man kan være i et dårligt forhold, hvor den ene (i reglen en mand) udnytter den anden. Det gør sig også gældende her. Trump har udnyttet den amerikanske befolkning. Forhåbentlig rejser vi os og vælger ham fra.  

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].