Den 35-årige montør fra Altan.dk, der omkom i januar, bar ikke sikkerhedsbælte, da liften knækkede i 3. sals højde. Foto: Arbejdstilsynet.

Nye detaljer: Gevinst, hver anden gang Arbejdstilsynet besøger stort altanfirma

10. feb, 16:30
Nye dokumenter fra Arbejdstilsynet afslører, at det store altanfirma, Altan.dk har brudt loven hver anden gang, tilsynet har været på besøg i de seneste fem år. Overtrædelser, der blandt andet har kostet firmaet 85.000 kroner i bøder. Tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet mener, at man bør overveje at forbyde firmaet.

Hver anden gang tilsynsførende fra Arbejdstilsynet har besøgt byggepladser, hvor altanfirmaet Altan.dk har været i gang, har firmaet brudt arbejdsmiljøloven.

Det viser en aktindsigt fra Arbejdstilsynet.

Siden den 21. maj 2014 og frem til i dag har tilsynet foretaget 21 tilsynsbesøg hos Altan.dk, og hver anden gang har de tilsynsførende opdaget alvorlige sikkerhedsproblemer i firmaet, der slår sig op på at være Danmarks førende inden for altanmontering. 

LÆS OGSÅ: Ansat dræbt i tragisk arbejdsulykke: Nu afsløres massive sikkerhedsproblemer hos stort altan-firma

Altan.dk har således i perioden fået i alt 14 strakspåbud, ét forbud og en afgørelse uden handlepligt, der indikerer, at loven er blevet brudt.

Alene i 2019 og 2020 har Altan.dk modtaget fire strakspåbud og ét forbud. To af strakspåbuddene blev givet i forbindelse med den tragiske dødsulykke i januar, hvor en 35-årig montør fra firmaet styrtede ned fra 3. sals højde, da hans lift knækkede. Manden havde ikke sikkerhedsbælte på, som det ellers er påkrævet. 

Tidligere tilsynsførende: Hvor mange lig skal på bordet?

A4 Arbejdsmiljø har bedt Preben Peter Rasmussen, tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet, om at vurdere alvoren i de mange afgørelser, som A4 Arbejdsmiljø har fået indsigt i. 

Preben Peter Rasmussen har ti års erfaring bag sig som tilsynsførende i bygge- og anlægsbranchen, og de mange strakspåbud og forbud taler sit tydelige sprog, mener han.

- At firmaet har fået en del afgørelser i 2019 forud for dødsulykken viser, at de ikke har lært noget. Det er en stor virksomhed, og de burde lære af de lovovertrædelser, de begår, siger han og uddyber:

- Virksomheden må gøre sig sine overvejelser om, hvor mange lig, der skal på bordet, før den lærer af sine fejl. Man kan godt spekulere i, om en sådan virksomhed skal have lov til at arbejde, når man gang på gang udsætter de ansatte for stor fare. Men det er en politisk ting, og her må politikerne på banen.

Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet, vurderer, at den øverste ledelse i Altan.dk har svigtet.

- De mange påbud viser, at de ikke har styr på sikkerheden. Det er helt klart arbejdsgiveren, der har ansvaret for det her, siger han.

85.000 kroner i bøde

I juni 2015 modtog Altan.dk et bødeforlæg på 85.000 kroner for grov forsømmelse af sikkerheden, da ansatte benyttede en såkalt én-søjlet arbejdsplatform som elevator, da de skulle op på et stillads i 5. sals højde ved en bygning i Rådmandsgade i København. Arbejdsplatformen måtte ikke bruges til persontransport. 

LÆS OGSÅ: Ansat død efter fald fra lift i tredje sals højde

Det fremgår af Arbejdstilsynets dokumenter, at tilsynet dengang overvejede en politianmeldelse i forbindelse med episoden.

- 85.000 kroner i bøde er en stor bøde. Det siger mig, at det ikke er første gang, at de har snakket med dem. Der har været en reel fare, siden de giver en så stor bøde på 85.000 kroner, forklarer Preben Peter Rasmussen.

I en anden afgørelse nævner Arbejdstilsynet blandt andet en episode, hvor en ansat i Altan.dk blev ramt i hovedet af en 400 kg tung del fra en kran, mens han arbejdede uden hjelm. Samtidig beskriver tilsynet også, hvordan en borger blev mast under en tung plade fra en af firmaets byggepladser i København, mens han var ved at hente sin cykel. 

Denne sag har naturligvis berørt os alle i Altan.dk dybt, og vi gør alt, hvad vi kan for, at lignende ulykker aldrig finder sted i fremtiden
Casper Knudsen, adm. direktør, Altan.dk

Aktindsigten fra Arbejdstilsynet viser også, at Altan.dk blot to måneder før dødsulykken, hvor den 35-årige altanmontør mistede livet, blev advaret om, at arbejdsforholdene i firmaet kunne føre til alvorlige ulykker. Da tilsynet den 29. november sidste år rykkede ud til en af firmaets altanbyggepladser fandt man en ansat, der arbejdede på en stige, som stod placeret på en altan i knap syv meters højde. 

Af Arbejdstilsynets rapport kan man læse, at der hverken var rækværk eller hegn på altanen, og tilsynet vurderer, at 'den ansatte var i overhængende og betydelig fare for at styrte ned med alvorlig tilskadekomst eller døden til følge'. 

Altan-direktør erkender ansvar

Altan.dk er et af Danmarks absolut største altanmontørfirmaer med omkring 200 ansatte. Firmaet har aktiviteter i hele landet, og i 2016 gik man ind på det svenske marked, primært i Sydsverige. Altan.dk påsætter hvert år omkring 2.000 altaner i Danmark.

Der er med andre ord tale om en virksomhed, der har haft stor succes de senere år, men når det handler om sikkerheden for de ansatte, bliver der tilsyneladende sløset. 

I Altan.dk erkender man ansvaret for de mange lovbrud, der er blevet begået.

- En virksomhed skal have styr på sikkerheden uanset størrelse, og vi tager alle forholdsregler for, at der ikke sker ulykker på vores pladser. Denne sag har naturligvis berørt os alle i Altan.dk dybt, og vi gør alt, hvad vi kan for, at lignende ulykker aldrig finder sted i fremtiden. Vi har derfor gennemgået samtlige sikkerhedsprocedurer, mens alle medarbejdere har været samlet til et fællesmøde om sikkerhed, siger firmaets adm. direktør, Casper Knudsen, i et skriftligt svar. 

Akkord og selvkørende teams

Der skyder mange altaner op på beboelsesbygningerne i de større byer i disse år, og altanmontørbranchen er i fremdrift. Arbejdet går stærkt, og særligt når man arbejder på akkord, som de gør i Altan.dk, kan arbejdstempoet være højt. 

Hastigheden kan potentielt gå ud over sikkerheden, vurderer Peter Hasle. 

- Jo mere travlt, man har, jo større risiko kan der også være. Men bare fordi, at man har travlt og arbejder på akkord, må man ikke tilsidesætte sikkerhedsreglerne. Man skal lave de foranstaltninger, der er nødvendige for at have styr på sikkerheden, siger arbejdsmiljøprofessoren. 

Hvis ingen af de personer, der arbejder i selvkørende teams, har en ledelsesfunktion som eksempelvis en sikkerhedsleder, så har de ikke ansvaret. Det er i sidste ende den øverste ledelses ansvar
Preben Peter Rasmussen, tidligere tilsynsførende, Arbejdstilsynet

Foruden akkordarbejde er Altan.dk's ansatte organiseret i selvkørende teams, der selv planlægger deres arbejde og sikkerhed. Det er et job med stor frihed, hvor mellemlederen er skåret væk.

- Vi har skåret mellemlederne væk og satser i stedet på selvkørende teams, der arbejder på akkord, og hvor montørerne planlægger og udfører en altansag på egen hånd og med stor frihed. Ved at give montørerne ansvar for hele processen – lige fra første møde med kunden, til aflevering af den færdige altan – får vi langt mere motiverede medarbejdere og gladere kunder, der bliver mødt af det samme ansigt hver dag, forklarede Casper Knudsen til Byggeriets Dagblad Licitationen i en artikel i 2018.

Den tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet, Preben Peter Rasmussen, vurderer, at det er et problem, hvis ingen i de selvkørende teams har ansvaret for sikkerheden.

- Hvis ingen af de personer, der arbejder i selvkørende teams, har en ledelsesfunktion som eksempelvis en sikkerhedsleder, så har de ikke ansvaret. Det er i sidste ende den øverste ledelses ansvar, siger han.

Kunne være blevet reddet af sikkerhedsline

I Fagforbundet 3F's byggegruppe har man en del medlemmer, der er ansat i Altan.dk. Foruden montører er det murere, tømrere og smede. 

Efter den tragiske arbejdsulykke i januar blev der sendt en intern nyhedsmail ud til medlemmerne, hvor vigtigheden i at bruge sikkerhedsudstyr blev understreget. 

- Den knækkede lift var årsagen til ulykken, men hvis manden havde haft det sikkerhedsbælte på, han skulle have haft, så var ulykken måske ikke endt så tragisk, som den gjorde, mener Flemming Hansen, miljøkonsulent i 3F's byggegruppe. 

Flemming Hansen har haft kontakt til de lokale afdelinger i 3F for at høre, hvor den 35-årige montør, der omkom, var organiseret. Det er ifølge miljøkonsulenten fortsat uvist. 

Om Altan.dk

  • Altan.dk beskriver sig selv som en af Danmarks førende virksomheder inden for levering og etablering af elevatorer og altaner til eksisterende etageejendomme
  • Monterer årligt 3.000 altaner i Danmark og cirka 25 elevatorer
  • I 2016 begyndte virksomheden at operere på det svenske marked, hvor der særligt er bud efter Altan.dk i Sydsverige
  • Ifølge CVR-registret beskæftiger Altan.dk op mod 200 medarbejdere i både Danmark og Sverige

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her