Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) ønsker ikke at kommentere opfordringerne fra de almene boligselskaber. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Boligselskaber: Sæt ghettokrav på pause under corona

5. maj 2020, 19:33
Stigende arbejdsløshed rammer mange beboere i almene bebyggelser hårdt og risikerer at sende flere boligområder på ghettolisten. Boligministeren vil se tiden an

En række almene boligselskaber fra Aarhus, Horsens, Odense og København retter nu en opfordring til regeringen: De skærpede boligkrav, som følger af ghettopakken, bør suspenderes, så længe COVID-19-pandemien står på.

Det skriver Information.

LÆS OGSÅ: Søren Ventegodt får sin læge-autorisation igen

De almene boligselskaber er bekymrede over, at arbejdsløsheden, som er eksploderet under coronapandemien, rammer de almene boligområder hårdt.

Hvis et alment boligområde skal undgå at komme på ghettolisten – eller gøre sig håb om at komme af listen – så skal beboerne samlet set leve op til skærpede krav om blandt andet beskæftigelse og indkomst. Men fyringer og arbejdsløshed gør det ekstra svært for beboerne i bebyggelserne hvoraf mange er ufaglærte eller indvandrere at leve op til disse to krav.

Direktør Pia Nielsen fra boligselskaber fsb ser med bekymring på, at flere og flere bliver arbejdsløse på grund af COVID-19.

- Hvis et boligområde kommer på ghettolisten, kan det betyde, at vi for eksempel skal sælge vores gode, billige almene boliger til private eller i værste fald rive dem ned. Derfor mener fsb, at de skærpede krav i ghettopakken bør sættes på hold, siger hun til Information.

Hun bakkes op af Mikkel Warming fra AKB i København, Allan Søstrøm fra Østjysk Bolig i Aarhus, Michael Meldgaard fra Odinshave i Horsens og Christian Høgsbro fra AAB.

- De skærpede krav for beskæftigelse og indkomst bør som minimum justeres eller helt suspenderes i en periode indtil de direkte konsekvenser af coronakrisen er minimerede, siger Christian Høgsbro til Information.

LÆS OGSÅ: Millionhandel - Eks-MF'er og baron sælger gods til sin datter

Bent Madsen, der som direktør for brancheforeningen Danmarks Almene Boliger (BL) repræsenterer 530 almene boligorganisationer, er enig.

- Jeg er fuldstændig enig med dem, der opfordrer regeringen til at suspendere de skærpede ghettokrav her under COVID-19 epidemien i kommende ghettolister. Vi befinder os i en tid, hvor vi skal passe på hinanden og stå sammen. Så virker det helt uforståeligt, at nogen skal være nødt til at forlade deres hjem, fordi det enten skal sælges eller nedrives på grund af COVID-19, siger han.

Flere af de almene boligselskaber melder om, at de har arbejdet med at nedbringe antallet af arbejdsløse i deres bebyggelser, men at eventuelle fremskridt i løbet af de seneste måneder er gået tabt på grund af den stigende arbejdsløshed.

Også Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), advarer mod, at coronakrisen kan ramme de almene boligområder:

- Vi følger udviklingen meget, meget tæt. Vi skal ikke risikere, at områderne kommer på den hårde ghettoliste, fordi vi har haft en coronakrise, skriver overborgmesteren i en mail til Information.

Boligminister Kaare Dybvad Bek ønsker ikke at kommentere opfordringerne fra de almene boligselskaber over for Information. Ministeriets presseafdeling henviser i stedet til et folketingssvar, hvor Kaare Dybvad Bek skriver, at det »er for tidligt at tage stilling til, hvorvidt der opstår behov for midlertidigt at korrigere herfor. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være tilfældet, vil jeg drøfte det med partierne i kredsen bag parallelsamfundsaftalen.«

LÆS OGSÅ: Messerschmidt raser: - Nedlæg Danmarks Radio!