Alle offentligt ansatte får råd til mindre

13. feb 2011, 13:05
Ligesom de statsansatte kan ansatte i kommuner og regioner også se frem til færre varer i indkøbskurven

De 695.000 ansatte i regioner og kommuner kan også se frem til færre varer i deres indkønskurv de næste to år.

Da de statsansatte lørdag aften indgik overenskomst med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), lagde de også linjen for de næste 14 dages forhandlinger i kommuner og regioner.

Det mener arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due, professor  fra FAOS - og professor Flemming Ibsen fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aaalborg Universitetet.

Det betyder, at rammen på 3,15 procent for de næste to år kommer til at smitte af på alle sygeplejersker, vej- og parkfolk, kontoransatte, foleskolelærere og andre offentligt ansatte, der går og venter på, at deres overenskomster falder på plads.

"De ansatte i kommuner og regioner kan godt forvente, at rammen på 3,15 procent – den får de lige i nakken ved de kommende forhandlinger også," siger Flemming Ibsen.

Ofrede seniorbonus

I Staten ofrede de ansatte deres seniorbonus med fridage eller mere i pension eller løn for at sikre en højre realløn til alle.

Alligevel endte det med, at de statsansatte kom ud med så lidt i lønningsposen, at de ikke kan følge med inflationen de næste to år, så de reelt får råd til at købe mindre for deres løn.

I kommunerne og regionerne har forhandlerne allerede indgået aftaler om at bevare seniorordningerne. Regningen skal de betale ved de afsluttende forhandlinger om løn.

"Rammen er lagt nu. Så kan man bestemme, hvordan man vil bruge pengene, men rammen er fast," siger Flemming Ibsen.

Svær tryghed

Jesper Due mener også, at man kan overføre de øvrige hovedtræk i overenskomstaftalen til kommuner og regioner.

"Der er den mulighed, at de ansatte kan forhandlede sig til noget på lokallønnen, måske i hvert fald nogle faggrupper," siger Jesper Due.

I Staten måtte lønmodtager-siden droppe deres krav om mere tryghed i ansættelsen. I regionerne har FOA formand Dennis Kristensen lagt stor vægt på netop en tryghedsaftale for hans medlemmer.

"Aftalen i staten peger på nogle overordnede principper. Generelt er det sådan, at de fleste offentligt ansatte er dækket af funktionærloven, som sætter nogle ret høje krav, så det er svært at stramme yderligere. Men vi må jo se, om Dennis Kristensen kan få det i gennem," siger Jesper Due.