Aldibossen: Jeg KAN bare ikke udtale mig

3. maj 2012
Jan Lund beholder mundkurven på. Efter en uges intens kritik af arbejdsforholdene i Aldi, nægter han fortsat at sige noget. I et brev til Avisen.dk lover han dog at reagere.

Aldi-direktøren Jan Lund er en mand af få ord.

Under den seneste uges kritiske omtale at arbejdsforholdene i Aldi, har den sidste tilbageværende dansker i Aldi's ledelse i Danmark konsekvent ignoreret henvendelserne fra Avisen.dk.

Men onsdag aften lykkedes det TV2 Nyhederne at fange ham på en mobiltelefon, da TV2 Nyhederne i samarbejde med Avisen.dk bragte et indslag om dårlig sikkerhed i de røveriplagede Aldi-butikker.

Jan Lund nægtede dog at forholde sig til, hvorfor Aldi-butikker ikke er udstyret med videoovervågning og overfaldsalarmer, der kan forebygge røverier.

"Jeg kan ikke udtale mig lige nu," siger han.

Hvorfor ikke?

"Det kan jeg bare ikke," lyder forklaringen.

Men har I ikke et ansvar over for de medarbejdere, der er udsat for røveri?

"Jeg har ingen kommentarer," lyder det brysk fra Aldi-bossen.

Se TV2's indslag om Aldi her.

Da Avisen.dk bragte en række kritiske artikler om Aldi i efteråret, var det også umuligt at få Jan Lund i tale.

Dengang reagerede han forskudt i en pressemeddelelse gennem Dansk Erhverv, hvor han erklærede sig 'uforstående overfor den behandling, Aldi er udsat for i medierne'.

”Aldi har en politik om aldrig at indgå i drøftelser i medierne, og en af bagsiderne er nok, at vi heller ikke kan korrigere alle de misforståelser, som også denne historie bygger på,” sagde Jan Lund dengang.

For at undgå en situation, hvor Jan Lund ikke føler, at han får mulighed for at korrigere eventuelle misforståelser, har Avisen.dk denne gang sendt ham et gammeldags brev med vores spørgsmål.

Aldi lover at vende tilbage

Avisen.dk har nu modtaget et brev retur fra Jan Lund, hvor han med underskrift bekræfter, at 'skrivelsen' er modtaget.

I brevet, der er dateret på arbejdernes internationale kampdag, skriver han, at "vi vender tilbage, når vi har behandlet deres henvendelse."

Avisen.dk venter spændt.