IMG_6662
Fagforeningsfolk holder demonstration på Sankt Annæ Plads lige ved indgangen til Arbejdsretten. Foto: Kristoffer Nordskov

Bøfkonge møder fagbevægelsen i Arbejdsretten

22. okt 2020, 13:52
Fagforeningsaktive er mødt op foran Arbejdsretten, hvor Jensens Bøfhus-direktør skal lægge arm med advokater fra FH til en forhandling torsdag eftermiddag.

Der er lagt i kakkelovnen til et dramatisk møde, når Jensen Bøfhus' administrerende direktør Anders Nikolaisen og hans advokat skal mødes med advokater fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) torsdag eftermiddag.

Et større fremmøde af fagforeningsfolk holder demonstration på Sankt Annæ Plads lige ved indgangen til Arbejdsretten, hvor røde faner og 3F-bannere vajer i en til lejligheden opstillet faneborg.

LÆS OGSÅ: Fødevare­forbundet NNF deltager i sympatikonflikt på Jensens Foods

Dagens forhandling i Arbejdsretten handler om medarbejdere, der blev ansat i Jensens Bøfhus i marts på nye vilkår, der ligner restaurantkæden Flammens overenskomst, mens bøfkæden stadig var i gang at opsige sin gamle overenskomst med 3F.

Jensens Bøfhus var for tidligt ude, men anerkendte fejlen og ændrede de pågældende ansættelser til at være på gamle vilkår. Så langt er der enighed mellem bøfkæden og fagbevægelsen.

FH, der fører sagen på vegne af 3F, kræver dog en bod til medarbejderne for brud på konfliktreglerne ved at ansætte på en anden overenskomst end gældende.

Jensens Bøfhus nægter at betale bod, da kontrakterne blev ændret tilbage, og ingen parter ifølge bøfhuset har lidt skade.

Forhandlingsmødet starter 14.30 og varer ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger til ud på aftenen. Demonstrationens konferencier fortæller på scenen, at Anders Nikolaisen og hans hold allerede er gået ind i Arbejdsretten. Måske for at undgå menneskemængden udenfor.

Foran Arbejdsretten fanger A4 Arbejdsliv Morten Ryom, formand for 3F Ungdom, der er medarrangør af dagens demonstration. Og selvom han ikke selv er ansat i restaurationsbranchen, da han til dagligt arbejder som håndværker, er han ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt at møde op med røde faner foran Arbejdsretten.  

- Jeg har en helt generel interesse i, at vi værner om det arbejdsmarked, vi har, og at vi ikke accepterer, at firmaer som Jensen Bøfhus - bare fordi det kan lette lidt i tegnebogen - siger fra over for vores organiserede arbejdsmarked. Fordi i dag er det Jensens Bøfhus, i morgen er det nogle andre og til sidst ender det med at være mig, siger han.

Artiklen fortsætter efter videoen

Tjenere eller McDonalds-folk

Konflikten brød ud i lys luge tidligere på året, da Jensens Bøfhus i februar varslede lockout for at komme ud af sin overenskomst med 3F og få en overenstkomst magen til den, kæden Flammen har med 3F. 

Ifølge direktøren Anders Nikolaisen fordi det var direkte konkurrenceforvridende med Flammens bedre overenskomst, hvor alle medarbejdere får det samme i løn og kan varetage alle funktioner. Ifølge 3F fordi Jensens Bøfhus er interesseret i at sænke serveringspersonalets timeløn med 20 kroner, svarende til cirka 3.200 kroner om måneden.

Artiklen fortsætter efter billedet

Demonstrationens konferencier fortæller på scenen, at Anders Nikolaisen og hans hold allerede er gået ind i Arbejdsretten. Måske for at undgå menneskemængden udenfor. Foto: Kristoffer Nordskov

Centralt i striden ligger spørgsmålet, om serveringspersonalet på Bøfhuset laver tjenerarbejde eller ej, og om arbejdet er mere lig det, der udføres på Flammen eller eksempelvis McDonalds.

LÆS OGSÅ: Bøfkonge: Mine folk er mere McDonalds-medarbejdere end tjenere

Siden den gamle overenskomst blev skrottet, har Jensens Bøfhus ansat nye medarbejdere på vilkår magen til dem, der er i Flammens overenskomst, selvom der formelt set ikke er en aftale.

Bøfkonge: 3F er skyld i fyringer

Jensens Bøfhus blev som mange andre spisesteder hårdt ramt af coronakrisen, men kunne ikke få del i regeringens hjælpepakker, da kompensation ikke blev udbetalt til virksomheder, der lå i konflikt.

Det medførte fyringen af 250 ud af kæden 750 ansatte i april. 

Jensens-direktøren mener, at ansvaret for fyringerne ligger hos 3F, da det var fagforeningens konfliktvarsel 7. april, der blokerede for at få coronastøtte.

- Det er sørgeligt at gennemføre unødvendige fyringer alene på grund af fagbevægelsens og regeringens lokumsaftale, sagde Anders Nikolaisen i en pressemeddelelse i forbindelse med fyringerne.

3F har tværtimod tilbudt at udskyde konflikten, så den ikke skulle gå ud over medarbejderne, mener gruppeformand for Privat, Service, Hotel og Restauration, Tina Møller Pedersen.

- Det er en rigtig trist situation, som vi meget gerne have løst. Men ledelsen i Jensen Bøfhus har desværre valgt, at de ville have konflikten kørende, selv om der var coronakrise, skrev hun til Ritzau.

Direktøren Anders Nikolaisen nægter, at tilbudet skulle have fundet sted.

A4 Arbejdsliv forsøger at få en kommentar fra Jensens Bøfhus' administrerende direktør.

Tidslinje over Bøfhus-konflikten

1. juli 2019: Jensens Bøfhus melder sig ud af arbejdsgiverforeningen HORESTA.

28. februar 2020: Halvandet års forhandlinger mellem Jensens Bøfhus og 3F bryder sammen. Jensen Bøfhus varsler første gang lockout af 3Fs medlemmer. Varslet vil gøre, at Jensens Bøfhus helt vil frigøre sig fra overenskomst med 3F.

10. marts: Jensen Bøfhus varsler anden gang lockout.

11. marts: Statsminister Mette Frederiksen (S) lukker landet delvist og lover økonomisk støtte til berørte virksomheder.

11.-23. marts: Uenighed mellem 3F og Jensens Bøfhus om, hvorvidt 3F har tilbudt at udskyde konflikten i eksempelvis to måneder, så Jensens Bøfhus kan modtage lønkompensation. 3F hævder, at Anders Nikolaisen nægtede, men Jensens Bøfhus mener, at tilbuddet aldrig har fundet sted.

23. marts: Lockout af 24 ansatte inklusive tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten i Jensens Bøfhus begynder.

5. april: Lockouten af medarbejderne slutter.

7. april: 3F iværksætter øjeblikkelig AF-blokade og varsler strejke fra 1. juni.

14. april: Jensen Bøfhus fyrer 250 medarbejdere på grund af manglende lønkompensation, som ikke gives til virksomheder i konflikt. Ifølge Anders Nikolaisen er det praktisk talt 3F, der har fyret medarbejderne ved at konflikte to dage efter, lockouten sluttede.

15. maj: 3F trækker blokade- og strejkevarsel tilbage grundet coronakrisen.

11. september: 3F varsler igen konflikt og strejke. Ifølge Jensens Bøfhus betyder det, at fire medarbejdere, der er 3F-medlemmer, ikke møder på arbejde.

23. september: Fødevareforbundet NNF lancerer sympatikonflikt mod Jensens Bøfhus. 19 ud af 27 ansatte hos Jensens Foods er medlemmer af NNF og må fremover ikke fremstille, pakke eller håndtere produkter til Jensens Bøfhus.