Aktiemarkeder reagerer positivt på Euroaftale

13. okt 2008
Søndag aften blev de 15 lande i Eurozonen enige om en finansplan, der skal skabe ro på de finansielle markeder rundt om i verden.

 

Planen, der bl.a. betyder, at de 15 lande garanterer for lån imellem banker, er blevet positivt modtaget på de asiatiske markeder.

I Australien, Hongkong, Sydkorea, Singapore og Inden, er markederne åbnet i plus, mens New Zealand, Shanghai og Taiwan åbnede med fald på 2-3 procent, oplyser BBC.

De 15 lande i Euro-samarbejdet har aftalt, at ingen bank må bukke under.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

For at sikre det budskab præsenterede landene en plan, der betyder, at regeringerne garanterer for lån imellem banker. Det skal genskabe tilliden mellem bankerne, hvilket har været et af de helt store problemer i finanskrisen, hvor bankerne ikke har turdet låne til hinanden.

Landene blev dog ikke enige om en fælles kapitalindsprøjtning, men aftalte, at de enkelte lande selv må præsentere deres redningspakker, hvilket flere lande ventes at gøre i dag.

Planen indeholdt også en mulighed for, at staterne overtager aktier i enkelte banker, men denne mulighed bør kun være midlertidig, lød det.

Efter mødet sagde den tyske kansler Angela Merkel, at planen som retter sig mod bankerne, dog er til for befolkningernes skyld.

"Det vigtige er, at vi ikke griber ind for bankernes skyld, men for menneskenes skyld," sagde Merkel.

/Newspaq/

faktaboks