Akasser: Slip kvælertag på ledige ildsjæle

6. mar 2013, 17:32
Vi er kede af at skulle administrere reglerne, som, vi mener, er for skrappe, siger Gyrid Teglers, Ledernes akasse.

Lovgivningen stiller meget skrappe krav til dagpengemodtagere, der vil springe ud som selvstændige.

Både Ledernes a-kasse og ASE a-kasse mener, at der er behov for at løsne op, så dagpengereglerne ikke virker som en spand koldt vand i hovedet på de ildsjæle, der vil skabe deres eget job i en tid præget af arbejdsløshed.

”Reglerne bør lempes, så de ikke kvæler initiativet,” siger Janne Tolstrup, juridisk konsulent i ASE a-kasse.

Det kunne eksempelvis handle om at skabe bedre muligheder for at undersøge, om en forretningsidé var bæredygtig, hvis dagpengemodtageren i øvrigt opfylder kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Som reglerne er i dag, kan dagpengemodtagere end ikke undersøge et behov for den ydelse eller vare, som de vil leve af, inden de regnes for selvstændig og mister retten til dagpenge, oplyser flere a-kasser.

Skrappe regler

Hos Ledernes a-kasse deler man ønsket om at gøre det lettere for deres medlemmer at starte egen virksomhed.

”Der er store problemer forbundet med at være på dagpenge og ville starte egen virksomhed. Det er en hårfin balanceøvelse, folk skal ud i," siger Gyrid Teglers, teamchef i Ledernes a-kasse.

Reglerne er skruet sådan sammen, fordi dagpenge ikke må blive skjult erhvervsstøtte til at starte egen virksomhed og dermed virke konkurrenceforvridende.

Det er ifølge ASE a-kasse et vigtigt princip, der bør varetages. Bagsiden af medaljen er imidlertid, at reglerne skal tolkes så stramt, at det levner meget lille mulighed for at starte egen virksomhed.

Et møde og dagpengene kan ryge

”Man kan kort fortalt sige, at man aldrig må blive konkret ved eksempelvis at holde et møde for at undersøge et behov. Så har man startet egen virksomhed og mister retten til dagpenge. Sådan er reglerne i praksis på grund af de afgørelser, vi har set på området," siger Gyrid Teglers.

Både i Lederes a-kasse og i ASE a-kasse ser man med jævne mellemrum dagpengemodtagere, der kommer i klemme i dagpengesystemet, fordi de gerne vil starte egen virksomhed.

Det kan handle om, at de begår den fejl at momsregistrere deres virksomhed for at være klar til at tage springet til selvstændig.

Selv med de frommeste intentioner om at droppe dagpengene i det sekund, den første kunde er i hus - og selv om virksomheden ikke tjener en krone - er et virksomhedsnummer det samme som at springe ud som selvstændig.

Trist a-kasse

Det samme gælder, hvis du opretter en hjemmeside for dit firma eller bestiller visitkort til virksomheden, mens du er på dagpenge.

Derudover får folk på supplerende dagpenge problemer, fordi de eksempelvis glemmer at fortælle deres a-kasse, at deres virksomheden har ændret koncept eller taget nye opgaver ind.

Så stopper retten til dagpenge, og de kan risikere at skulle tilbagebetale de penge, de har modtaget.

”Vi er kede af at skulle administrere reglerne, som, vi mener, er for skrappe,” siger Gyrid Teglers.