Samtidig med, at justitsminister Nick Hækkerup (S) præsenterede udspillet mod vanvidsbilister, modtog ansatte i Rigspolitiet en fyreseddel over mail. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Akademikere og HK'ere får sparket i Rigspolitiet

6. feb 2020, 21:41
De ansatte i Rigspolitiet er dybt frustrerede over, at regeringen først varslede nye nedskæringer 38 timer inden en kæmpe fyringsrunde.

Stort set samtidig med, at justitsminister Nick Hækkerup (S) lancerede regeringens plan om hårdere straffe til vanvidsbilister, modtog 64 civilt ansatte i Rigspolitiet en mail med en fyreseddel. Fyringsrunden går blandt andre ud over akademikere i færdselscenteret, analytikere i efterforskningsafdelingen, it-ingeniører i cybercrimecenteret og samfundsfaglige undervisere på politiskolen, skriver Politiken

LÆS OGSÅ: Ung dansker fanget i Sydkorea - Jeg beder jer, hjælp mig

Ud over de afskedigede medarbejdere har omtrent 25 akademikere, HK'ere og andre civilt ansatte valgt at indgå aftaler om frivillig frætrædelse. Dertil kommer, at der skal nedlægges 150 civile stillinger i Rigspolitiet efter naturlig afgang i løbet af 2020. Det tilsvarer 12 procent af Rigspolitiets omtrent 2.000 medarbejdere og til 16 procent af de civilt ansatte. 

- Nedskæringen i dag har ramt hårdt og bredt i hele Rigspolitiet. Det er efterforskere, analytikere og kriminalteknikere på politiområdet, og det er it-folk, videnarbejdere, økonomi- og hr-medarbejdere i andre dele af koncernen, siger formand for akademikerne i Rigspolitiet Per-Martin Petersen til Politiken. 

I januar varslede ledelsen hos Rigspolitiet fyringerne som en del af en øvelse, der indebærer, at lønkronerne i stedet skal tilføres de nye betjente, der kommer ud fra politiskolerne og på at opruste bagmandspolitiet. 

LÆS OGSÅ: Pas på - Politiet advarer mod nye sms-fælder