AGF smider Krifa på porten

22. jan 2014, 15:45
Kristelig Fagbevægelse ryger ud til fordel for Arbejdernes Landsbank. Der er sponsorskifte i superligaklubben AGF.

"Yeeeees!!!!!!!" Sådan lyder reaktionen fra debattør, murersvend og AGF-fan Matthias Tesfaye på, at superligaklubben AGF nu skifter trøjesponsor fra Kristelig Fagbevægelse til Arbejdernes Landsbank. Fra forårssæsonens start bliver det Arbejdernes Landsbank, der overtager logo-pladsen øverst på brystet i stedet for Kristelig Fagbevægelse.

"Vi oplever et stærkt, lokalt fællesskab omkring AGF, hvor alle - bredden såvel som eliten - er meget engagerede og passionerede omkring klubben. Det er en klub, der både har ambitioner i Superligaen og gør en stor indsats for ungdomsfodbolden i Østjylland," siger Lisbeth Holm Benattia, marketingchef i Arbejdernes Landsbank til klubbens website.

Legefodboldbane for medlemmer

Den nu tidligere sponsor Kristelig Fagbevægelse har været kritiseret for at gøre fodboldfolket til en del af en fagforeningskrig. Avisen.dk har tidligere beskrevet, hvordan Krifa markedsførte sig over for klubbens medlemmer - herunder fodboldbørnene - for at skaffe flere medlemmer til deres organisation. Blandt andet kunne man få en lille legefodboldbane, hvis klubben kunne skaffe mindst 25 nye medlemmer til Krifa.

Men nu bliver det altså Arbejdernes Landsbank, der kommer til at pryde AGF-trøjerne og klubben forsikrer, at alle de fans, der har købt en trøje, kan erhverve sig en ny med Arbejdernes Landsbanks logo.

Matthias Tesfaye går så langt som til at udråbe AGF som vindere af superligaen på baggrund af sponsor-skiftet:

“Wu-huuuu. Nu vinder vi satme guld. Kæft jeg er glad. Klubbens stolthed er reddet”