AGF fik stryg på hjemmebane

31. aug 2008
Optimismen omkring de hvide har været stor i Århus siden sejren mod Brøndby. Men AGF blev slået omkuld af FC Nordsjælland og landede hårdt på maven.

Det fungerede bare ikke for AGF søndag: Usikkert forsvarsspil krydret med kæmpe forsvarskiks og utilfredse tilskuere.

Alt i alt en dårlig cocktail, som bare ikke indbyder til fest – selvom solen skinner, og festugen er i gang.

Det eneste der kunne live op på sådan en elendig gang alibi-fodbold var smukke piger. Så vupti, ind kom otte modeller på ladet af tre biler og tog en runde på løbebanen i pausen.

Men ikke engang smukke piger kunne få de hvide op i gear.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Efterhånden havde byens bedste drenge oven i købet svært ved at ramme hinanden.
- Det var skidt. Hele holdet underpræsterer, så det er fuldt fortjent, at de vandt, sagde en skuffet Peter Graulund efter kampen

Der burde ellers være alle muligheder mod et FCN-hold, der ikke har vundet i de sidste 11 SAS-liga kampe og i det hele taget har spillet skidt i sæsonstarten.

Til gengæld har FCN næsten altid haft et godt tag på AGF. I sidste sæson formåede AGF kun at tilspille sig et point mod nordsjællænderne. Den statistik blev der ikke lavet om på i dag, GF’erne virkede som nogen, der var gået forkert.

- Vi bliver slået ud af det hurtige mål, giver Jakob Poulsen som grund til det dårlige spil.

Der mangler stadig en del, før man kan kalde AGF for et stabilt midterhold.

Hvis det er ambitionen, skal spillerne i hvert fald lære at levere mod hold som FCN. For det var ikke sprudlende fodboldspil sjællænderne viste. Det var udelukkende AGFs egen skyld, at de måtte gå slukørede fra banen og modtage en pibekoncert af rang, da spillerne takkede fansene for opbakningen.

faktaboks