Aftale: Tonsvis af grisetæer og havn i Kina

15. jun 2012
Fakta om den nye aftale med Kina, der anslås at have en værdi af 18 millioner kroner.

Dansk erhvervsliv har i dag underskrevet aftaler med kinesiske virksomheder til en værdi af 18 milliarder kroner.

Her er nogle af højdepunkterne:

900 containere med gris

Danish Crown kan godt finde de skarpe knive frem. De har underskrevet en aftale om salg af 2.800 tons svinekød.

Ifølge Jp.dk er der tale om 900 containere fyldt med fortrinsvis svinehoveder, svinetæer og svinehaler. Værdien 3,5 millioner dollars.

Havneanlæg

A.P. Møller-Mærsk har underskrevet en aftale om at opføre en havneterminal i Kina. Ifølge Jp.dk til en værdi af tre milliarder kroner.

Så har rederiets containerskibe også et sted at lægge til kaj.

Velklædte kinesere

Tøjkoncernen Bestseller åbner 200 nye butikker i Kina med mærkerne Only, Jack & Jones, Vero Moda og Selected inden udgangen af 2013.

Mælksatsning

Arla investerer 1,7 milliarder kroner i kinesiske mejerier. Det skal mangedoble eksporten af mælkeprodukter til Kina.

Samlet ventes investeringen at femdoble omsætningen i Kina i 2016, forklarer Arla, der sidste år omsatte for cirka 700 millioner kroner på det kinesiske marked.

Varme til en hel by

Danfoss og COWI underskrev en aftale til en værdi af 574 millioner kroner om at levere et varmesystem til den kinesiske millionby Anshan, der er spydspids for Kinas stålindustri.

Man anslår, at vejen er banet for omkring 100 grønne job i Danfoss og COWI.

Halm til sprit

Novozymes har indgået en aftale med Shengquen Group, der indebærer, at Shengquen Group investerer over næsten 600 millioner kroner i en fabrik, der omdanner landbrugsrester til etanol.  Novozymes bidrager med teknologien, der gør det muligt.

Øl til folket

Carlsberg investerer i et nyt kæmpebryggeri i den kinesiske by Dahlin i Yunnan-provinsen. Det bliver Carlsbergs hidtil største bryggeri og har en værdi af fire milliarder kroner.