2020120416352598_1000
Regeringen og støttepartierne kunne fredag præsentere endnu en aftale på det grønne område. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Aftale skal sende 775.000 grønne biler på vejene i 2030

4. dec 2020, 16:42
Regeringen og støttepartier har fundet finansiering til 775.000 grønne biler i 2030, men håber på mere.

Regeringen og støttepartier er enige om en aftale for fremtidens bilpark, der skønnes at medføre 775.000 el- og hybridbiler i 2030.

Ambitionen er at komme op på én million grønne biler i 2030. Men i første omgang er finansieringen på plads i forhold til 775.000, fremgår det af aftalen.

- Det bliver en helt afgørende omlægning af vejtransporten, så vi kan tage meget vigtige skridt i retning af at nå klimamålsætningen i 2030. Aftalen bringer os et stort skridt fremad, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde.

Han henviser til den brede politiske aftale, som skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

- Vi har en ambition om, at der skal køre én million grønne biler rundt i Danmark i 2030. Vi starter med at afsætte finansiering til 775.000 biler. Og så reducerer vi CO2-udledningen med to millioner ton, siger Wammen.

FAKTA: Hovedpunkterne i aftale om grønne biler

-  775.000 grønne biler i 2030.

Aftalen afsætter finansiering, der skal sikre, at der kører 775.000 grønne biler på vejene i Danmark i 2030. I aftalen er der dog en "ambition" om, at det tal skal øges til én million grønne biler i 2030. Her håber partierne, at den teknologiske udvikling kan hjælpe, uden at det koster noget for staten.

- Arbejde for stop for salg af nye fossile biler senest i 2030.

Det er i dag ikke muligt i henhold til gældende EU-ret at indføre et forbud mod salg af nye diesel- og benzinbiler i Danmark. Aftalen betyder, at regeringen skal arbejde for, at der på EU-niveau indføres mulighed for et forbud, samt mulighed for ambitiøse CO2-krav for biler og varevogne i EU.

- Omlægning af registreringsafgiften for person- og varebiler.

Aftalen omlægger bilafgifterne, så det bliver dyrere at have en benzin- eller dieselbil, mens det skal være billigere at købe en grøn bil. Skatteministeren fremhæver, at det i 2025 vil koste 175 kroner ekstra halvårligt at fastholde en benzin- eller dieselbil.

- Lav elafgift til opladning af biler.

Som en del af aftalen vil særordningen med lav elafgift til opladning på el til opladning af nul- og lavemissionsbiler forlænges til og med 2030.

- Kilometerbaserede afgifter for lastbiler.

Med aftalen pålægges danske og udenlandske lastbiler en kilometerbaseret og CO2-differentieret afgift.

 - Forsøg med road pricing.

Regeringens støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten, vil gerne indføre et system, hvor bilister betaler for at køre på vejene. I aftalen afsættes der midler til et udviklingsforsøg med road pricing for personbiler. Hvis forsøget går godt, og flertallet blandt de røde partier består, så kan det måske på sigt føre til road pricing i Danmark.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/

Regeringen spillede selv ud med 500.000. Men undervejs i forhandlingerne er regeringen altså blevet presset til at øge antallet.

De Radikale krævede eksempelvis én million elbiler i 2030, mens Enhedslisten krævede endnu flere.

Ifølge aftalepartierne medfører aftalen drivhusgasreduktioner på en million ton i 2025 og 2,1 millioner ton i 2030.

Langt fra i mål

Klimaordfører Mai Villadsen (EL) er ikke i ekstase, selv om Enhedslisten er med i aftalen.

- Selv om vi har fået hævet den forventede CO2-reduktion væsentligt i forhold til regeringens udspil, er vi langt fra i mål.

- Vejtransporten står for en rigtig stor del af de danske klimagasudledninger, men vi finder stadig kun 2,1 millioner ton CO2-reduktioner med den her aftale.

- Det er for lidt, hvis vi skal nå klimamålene, og for os at se bliver det nødvendigt at vende tilbage til området. Selv små gode skridt er ikke nok til at løse den klimakrise, vi står i, siger Villadsen.

Borgerlige partier som Venstre og De Konservative var længe med ved forhandlingsbordet, men de faldt fra i slutfasen. Begge partier kritiserer blandt andet finansieringen. Stigende afgifter og skatter er ikke vejen frem, mener de.

Aftalen om elbiler er den tredje på det grønne område på et døgn.

Torsdag aften blev der lukket en bred politisk aftale om Nordsøen og et stop for oliejagten. Aftalen betyder, at den 8. udbudsrunde, som ville have fortsat olieindvindingen frem til midten af 2050'erne, droppes.

Tidligere fredag blev regeringen, støttepartierne samt Alternativet enige om en aftale på naturområdet, der blandt andet sikrer skønsmæssigt yderligere 13 naturnationalparker.

/ritzau/