20201205082825633_1000
Der skal anlægges flere cykelstier i Danmark i de kommende år, som led i en indsats om at få flere til at vælge cyklen. Regeringen og flere støttepartier har sat 520 millioner kroner af (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ny aftale: 520 millioner kroner til anlæg af flere cykelstier

5. dec 2020, 08:37
Et politisk flertal vil have flere til at cykle og afsætter 520 millioner kroner til at lave flere cykelstier.

Regeringen har sammen med støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale indgået en aftale, som sikrer 520 millioner kroner til cykelstier.

Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Pengene bliver fordelt, så der kan bruges 30 millioner kroner i 2021 og 170 millioner kroner årligt i 2022 og 2023 til at anlægge cykelstier langs statsvejene.

Derudover er der afsat 150 millioner kroner i 2021 til en pulje målrettet kommunale cykelprojekter, der kræver kommunal medfinansiering på 50 procent af udgiften til at anlægge.

Aftalen skal sikre, at vejtransporten bliver mere grøn, ved at flere danskere vil tage cyklen. Det siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Formålet er selvfølgelig at få flere til at springe på den tohjulede eller flerhjulede cykle og transportere sig selv eller familien rundt.

- Langs statsvejene er der en del af det, vi kalder huller i cykelstinettet, hvor det ganske givet vil få flere til at vælge cyklen til, hvis vi sikrer bedre cykelveje, siger han.

Vejdirektoratet har udarbejdet en liste over relevante cykelprojekter, som eventuelt kan få del i midlerne fra aftale.

Listen bliver løbende opdateret og er en oversigt over, hvor de største udfordringer på statsvejnettet i forhold til cykelstier er.

På listen er der 24 projekter, det vil være muligt at gennemføre i årene 2021-2025.

Ifølge Benny Engelbrecht bliver det med stor sandsynlighed projekter på denne liste, der får penge fra puljen.

Han understreger, at der vil blive givet penge til at anlægge og reparere cykelstier til alle dele af landet.

Det er både, fordi det er sundt for danskerne at tage cyklen, men også for at have færre biler på vejen, at der skal investeres mere i cykelstier, siger Engelbrecht.

- Det er en gevinst for samfundet for hver evig eneste kilometer, danskerne cykler, uanset om det er en cykel med rugbrødsmotor eller en cykel med elmotor, siger han.

/ritzau/