Verdens lufthavne er blevet lagt stort set øde af coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

150 ansatte i Københavns Lufthavn reddet: Aviator overtager opgaverne

31. dec 2020, 14:00
Moderselskab overtager opgaverne fra konkursramt bagageselskab. Det sikrer flere end 150 ansattes fremtid.

Aviator Airport Services' danske afdeling, der beskæftiger flere end 150 personer i Københavns Lufthavn, gik 21. december konkurs.

Sammen med kuratoren er parterne dog nu nået frem til, at moderselskabet Aviator Airport Alliance overtager opgaverne.

Det sikrer de ansattes fremtid i lufthavnen, oplyses det i en pressemeddelelse.

Aviator håndterer bagage i blandt andet Københavns Lufthavn. Medarbejderne inkluderer bagageportører, supervisere, indtjeknings-personale og værkstedsfolk.

- Jeg er glad for at annoncere en solid, langsigtet og bæredygtig fremtid for vores fantastiske ansatte og kunder i Københavns Lufthavn, siger Jo Alex Tanem. Han er international direktør for Aviator.

Det har ifølge Jo Alex Tanem været en udfordrende tid. Han takker de involverede parter for, at der kunne findes en løsning.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi ser ind i mange gunstige og sunde år. Nu er alt, vi har brug for, at folk begynder at rejse igen, siger han.

Tilbage i juni måtte Aviator afskedige 238 ansatte på grund af coronakrisen, som har ramt luftfartsbranchen hårdt.

Det nordiske bagageselskab løser opgaver i 28 lufthavne i 13 lande og har over 2000 ansatte.

Rejserestriktioner for at inddæmme coronasmitten og grænselukning har holdt flyene på jorden i store dele af 2020.

Det har lagt verdens lufthavne øde hen, hvilket har ramt selskaber som Aviator, der lever af passagerne.

Det har også sendt flyselskaberne ude i kriser og milliardtab. SAS måtte i det seneste regnskabsår tage et historisk stort tab.

I regnskabsåret fra november 2019 til oktober 2020 tabte SAS 9,3 milliarder svenske kroner. Det svarer til 6,8 milliarder kroner.

Også norske Norwegian har været hårdt ramt. Flyselskabet har ligesom SAS måttet hente flere penge eksternt til driften.

/ritzau/