Ifølge det undersøgende journalistiske program "Operation X" på TV2 er omkring 900 danske firmaer involveret i den omfattende svindelsag, "Operation Greed".

LÆS OGSÅ: Landmand i chok: - Det kan ikke passe

"Operation X" er kommet i besiddelse af dokumenter fra sagen og kan afsløre, at firmaerne har benyttet sig af netværkets hvidvaskmølle ved at betale 5.158 fiktive fakturaer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Alligevel er ingen af de danske firmaer hverken sigtet eller tiltalt i den igangværende sag, som handler om skattesvindel og hvidvask for over 500 millioner kroner.

I "Operation X: Grådighedens pris", hvor første del sendes tirsdag den 26. november klokken 20.00 på TV 2, sættes der navn på 103 af de omkring 900 firmaer, som primært opererer inden for transport-, rengørings- og håndværkerbranchen.

At de 900 danske firmaer ikke er en del af den igangværende retssag er der ifølge anklagemyndigheden en simpel forklaring på.

- Man kan måske godt undre sig over, at selskaberne ikke er tiltalt. Forklaringen er ressourcer. Så skulle vi sidde med omkring 1.000 tiltalte, og det kan vi på ingen måde håndtere, sagde specialanklager Maria Cingari, Københavns Politi, allerede i januar til Ritzau.

Men ifølge TV2 skal de mange danske firmaer ikke tro, at de slipper.

I en mail til "Operation X" forklarer Københavns Politi, hvorfor ingen af de danske firmaer sidder på anklagebænken: "Dette afventer udfaldet i Greed-sagen og skattemyndighedernes afgørelser".

Sagen blev åbnet i Retten i Glostrup i december sidste år med tiltale mod 17 mænd og tre selskaber. Dommen ventes at blive afsagt i 2020, hvor der således skal tages stilling til om der kan rejses sigtelser og tiltaler mod de omkring 900 danske firmaer.

LÆS OGSÅ: Advarsel: beboere skal forlade deres hjem i dag

Fakta om "Operation Greed"

"Operation Greed" er politiets kaldenavn for en sag, som drejer sig om påstået hvidvask for 530 millioner kroner.

17 mænd og tre firmaer er tiltalt i den enorme sag.

  • 17 mænd og tre selskaber er tiltalt i en sag om hæleri (hvidvask) af cirka 530 millioner kroner. Desuden blev statskassen snydt for omkring 297 millioner kroner i A-skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag, hævdes det.
  • Netværket udgjorde en kriminel servicevirksomhed, lyder påstanden. Kunder var op til 1.000 firmaer. De havde udført sort arbejde inden for rengøring, nedrivning og transport. Og de havde brug for fakturaer.
  • I 12 såkaldte skraldeselskaber, heriblandt Angel's Manpower og Soendergren Enterprise, blev der fremstillet mere end 5.000 fakturaer. Efter betaling fik firmaerne beløbene retur i kontanter minus 15 eller 13 procent, mener anklagerne.
  • I en kontorcontainer og på A Hotels i Brøndby blev de fleste kriminelle aktiviteter planlagt og udført, påstås det.
  • Politiet indledte efterforskningen i begyndelsen af 2017.
  • Undervejs blev der brugt skygning, hemmelige ransagninger af computere, aflytning og andre metoder. Anholdelserne skete 10. oktober 2017. 
  • Værdier for 88 millioner kroner er beslaglagt. Heriblandt en Mercedes-Benz, diamantringe, guldbarrer fra en bankboks i Frankfurt og friværdier af ejendomme og ejerlejligheder i Albertslund, Dragør, Frederiksværk, Helsinge, Helsingør, København, Nakskov, Rødby, Stege og andre steder.
  • Tre brødre er blandt de anklagede. Familiens base var en villa i Dragør. To af brødrene samt to andre mænd anklages for at udgøre kernen i netværket. Den ene bror har drevet hotel på Vesterbro og i Brøndby.
  • Københavns Byret låner et retslokale i Glostrup. Første retsmøde blev holdt 19. december 2018. Godt 80 vidner skal afhøres. Der er berammet retsmøder helt frem til efteråret 2020.

Kilder: anklageskrift, retsmøder/Ritzau