Tæt på verden: Afrika drukner i unge arbejdsløse

6. jun 2012
Jobskabelse er håbløst bagud i selv afrikanske lande med solid vækst. Arbejdsløshed størst i byerne.

Rekordstor vækst ser godt ud på papiret, men når de fine økonomiske tal i Afrika ikke skaber nye job, er noget helt og aldeles galt. Halvdelen af kontinentets millioner af arbejdsløse er mellem 15 og 24 år.


Alle økonomiske og politiske autoriteter mener, at Afrika skal satse på at skabe job. Koret af anbefalinger kommer fra Den Afrikanske Udviklingsbank, FN og det rige landes organisation OECD.

Bombe under stabilitet

Væksten nord for Sahara er ophørt på grund af politiske kriser. Til gengæld går det fint i landene syd for Sahara til trods for regionale tørker og politiske kriser. Væksten ventes at være på 5 procent i 2012.

Naturligvis er der forskelle mellem landene, og de stærkeste som Ghana, Zambia og Angola vækster med 7 procent – dog uden at skabe målbare mængder af nye job.

At skabelsen af job er håbløs bagud i alle Afrikanske lande kan skabe et problem af voldsom størrelse. Antallet af unge, der kommer på arbejdsmarkedet, stiger voldsomt de kommende år.


Investeringer

Rundt omkring på kontinentet syd for Sahara sker meget store investeringer som i miner, men mange gundredetusinde arbejdere fra for eksempel Kina er dukket op som konkurrenter til de lokale.

Budskabet for fattige Afrika er som i de rigere vestlige lande det samme. Væksten skal komme fra innovation i små og mellemstore virksomheder. Et vækstområde er landbruget, hvis man bare kunne få de unge til at blive ude på landet.

Jordfeber

Den igangværende udvikling med fremmede lande, der langtidslejer enorme områder i Afrika til landbrug, som skal fodre f.eks. Saudi Arabere skaber ikke mange nye arbejdspladser.

De multinationale investorer prioriterer deres egne interesser før de lokales, mener FN udviklingsorganisation, UNDP, der ikke afviser, at disse store jordinvesteringer kan have en positiv indflydelse på lokalsamfundene.

Tværtimod synes de at skabe yderligere fattigdom og arbejdsløshed blandt lokalbefolkningen omkring de højt mekaniserede bedrifter. Bedrifterne adskiller bønder fra deres jord.

I øvrigt dyrker farmerne på de store udenlandsk kontrollerede landbrug ikke mad, men snarere biobrændsel, exportafgrøder eller opretter aflukkede jagtområder for turister, kvæggræsning eller plantageskove med f.eks. palmeolie.

[pagebreak]

Offentlige arbejder

Afrikanske lande har traditionelt benyttet offentlige arbejder som vejbyggeri eller sikring af bjergsider imod erosion til at bekæmpe arbejdsløshed med. Betalingen kan være mad eller meget lave lønninger.

Problemet med disse tiltag har nogle steder været uetiske arbejdsforhold, og at de offentlige arbejde trækker folk væk fra lokalt landbrug i de perioder, hvor der er brug for arbejdskraft.

Ond cirkel

Fattigdom avler fattigdom. Afrikanske farmere bruger langt mindre gødning end kolleger i andre verdensdele. I Asien bruger bønder flere hundrede gange mere. Det samme gælder for kunstig vanding.

Uden ordentlige afgrøder forlader unge landet og flytter til byerne. Men faktisk er arbejdsløsheden i byzoner højere end på landet, beskriver UNDP i sin Afrika-rapport. I lande som Lesotho, Sydafrika og Namibia er den over 25 procent.

Halvdelen af befolkningen i Afrika syd for Sahara lever i ekstrem fattigdom.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.