Afmagt! Demente ældre sendes alene til lægen

25. feb 2014, 04:00
Pårørende er under massivt pres for at tage med svage og demente forældre til lægen. Møder de voksne børn ikke op, sender plejehjem dem af sted uden ledsagelse, selvom de ikke engang kan tale.

Hvis ikke voksne børn tager med, sender plejehjem i vidt omfang svækkede eller demente ældre til læge eller på hospitalet helt alene.

Det sker, selv om de ældre hverken er i stand til at fortælle, hvad de fejler, eller hvor de skal hen, når de skal hjem igen.

Det er uværdigt for de ældre og giver store problemer i behandlingen, mener blandt andre Ældre Sagen. Samtidig slider de pårørende sig selv i stykker i forsøget på at passe både de ældre forældre, og deres eget arbejde og børn.

Ældre og svage har ikke et retskrav på at få en ledsager med. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse, om man yder den service. Derudover prøver de enkelte plejehjem og hjemmeplejen også at presse pårørende til at tage opgaven.

Ældre Sagen får opkald fra fortvivlede pårørende, der er under massivt pres.

"Vi hører, at de pårørende påføres skyld og skam, hvis de giver udtryk for, at de ikke kan ledsage, selvom der bare er tale om enkelt gang. Der kan falde bemærkninger som: 'Så er der bare en anden beboer, der ikke får mad', eller 'Så kommer din mor ikke til læge'," siger Kirsten Dyrborg, socialrådgiver i Ældre Sagen.

Hjerneskadet sendt til forkert adresse

Ældre Sagen har ikke tal på, hvor mange kommuner, der stiller krav om, at pårørende ledsager de ældre til læge eller hospital, men foreningen hører om det forholdsvist ofte.

I en konkret sag, som Avisen.dk fortæller om i dag, sendte et plejecenter en kvinde med hjerneskade og store taleproblemer alene til akutmodtagelsen på hospitalet.

Hospitalet vidste ikke, hvad problemet var, og kvinden blev sendt retur med Falck, der prøvede at aflevere hende på en forkert adresse. Først da datteren tog affære, blev det opdaget, at kvinden havde fået en hjerneblødning. Da var der gået 16 dage. Nu protesterer datteren Vibeke Fischer mod det store ansvar, der bliver pålagt de pårørende.

Hun får opbakning af Ældre Sagen, der peger på, at der findes en lovparagraf om, at man har ret til ”socialpædagogisk bistand”, hvis man på grund af psykiske eller fysiske problemstillinger ikke kan tage af sted alene. Men paragraffen gælder kun op til 67 år.

"Med det familiemønster, arbejdsmarked og antal demente, vi har i Danmark, ville det være rigtig godt, hvis man tog det ind i lovgivningen. Det er dybt forkert, at de bliver sendt af sted alene. Det burde være almindelig moral, at de fik en ledsager med," siger Margrethe Kähler, der er jurist i Ældre Sagen.

R og DF: Hullet i loven skal stoppes

På Christiansborg vækker historien politisk harme.

"Det er forkasteligt, at plejehjem sender demente afsted alene. Det lyder helt vanvittigt. Det skal der hankes op i," siger Camilla Hersom, sundhedsordfører for De Radikale.

Partiet vil nu forfølge sagen.

"Demente skal selvfølgelig have en ledsager med, hvis de skal til lægen eller andre ting af væsentlig betydning. Hvis der er et hul i loven, så skal det stoppes," siger Camilla Hersom.

Sundhedsordføreren for Dansk Folkeparti er også klar til at sætte loven under lup.

"Selvfølgelig skal der sendes personale med, der kan tale den dementes sag. Jeg forstår ikke, at et plejehjem kan komme i tanke om at sende en dement afsted alene. Den ældre bliver jo mere konfus og skræmt, end han eller hun er i forvejen," siger Liselott Blixt, der vil have socialministeren til at gå ind i sagen.

Socialdemokratiets sundhedsordfører mener, at det er kommunernes ansvar at sørge for, at svækkede plejehjemsbeboere får ledsagere med.

"Selvfølgelig har familien et ansvar at bære, men der skal være en varm hånd, hvis de pårørende ikke selv kan være sammen med den ældre. Den eller de kommuner, der har den her praksis, må kigge på, om standarden er som den skal være," siger Flemming Møller Mortensen.