Nu skal aflyste flyafgange refunderes

2. okt 2020, 13:51
Styrelse har båret over med flyselskaber i sommer, men nu sættes der frist på tilbagebetaling af rejser.

Trafikstyrelsen giver 12 flyselskaber en frist til at refundere aflyste flyrejser. Bestilte rejser skal være refunderet senest 1. december.

Det oplyser styrelsen.

Det drejer sig blandt andet om store selskaber som SAS, Ryanair, Norwegian og EasyJet.

Hvornår refusionen skal falde, afhænger af hvornår kunderne har bedt om at få pengene tilbage.

Har man indgivet en anmodning før 1. oktober, skal pengene tilbagebetales senest den 15. november. Har man indgivet den i perioden 1. oktober-15. november, skal tilbagebetalingen ske senest 1. december.

Indgiver man en refusionsanmodning efter 15. november, skal tilbagebetaling ske inden for syv dage, lyder det i pressemeddelelsen.

Fristerne kommer, efter en lang række flyafgange er blevet aflyst som følge af coronakrisen. Men i mange tilfælde har kunderne ikke fået penge tilbage. Heller ikke, selv om der er indgivet en refusionsanmodning.

Trafikstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at man over foråret og sommeren har "udvist forståelse for den vanskelige situation, som flyselskaberne har stået i med at håndtere de ekstraordinært mange refusionssager".

Men nu er 12 flyselskaber altså informeret om, at pengene skal betales tilbage.

Hvis selskaberne ikke efterlever det påbud, Trafikstyrelsen nu giver dem, vil den henvende sig til anklagemyndigheden. Det sker med henblik på at lægge sag an.

Trafikstyrelsen har tidligere i september informeret flyselskaberne om påbuddet. I den forbindelse lød det fra SAS, at man arbejder med nye løsninger for at sikre, at kunder får penge tilbage.

- Vi har siden coronapandemiens udbrud behandlet over en million sager, og vi arbejder kontinuerligt med nye løsninger for at speede processen op, så kunder får svar så hurtigt som muligt, sagde Sille Beck-Hansen, fungerende pressechef, til branchemediet Check-in.

Trafikstyrelsen vil løbende vurdere, om der er behov for påbud til andre flyselskaber end de 12.

/ritzau/