I et interview med Altinget siger den socialdemokratiske veteran Ritt Bjerregaard, at hun aldrig ville kunne bruge udtrykket at elske sit parti.

LÆS OGSÅ: I tårer på talerstolen: Får krammer af Mette F.

Det er ellers noget, som både Karl Hjortnæs (tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem og minister i Anker Jørgensens regeringer, red.) og den svenske, tidligere formand for Socialdemokratiet Mona Sahlin har gjort, fortæller Ritt Bjerregaard.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Begge har brugt udtrykket 'elske' om Socialdemokratiet.

- Det ville jeg aldrig kunne bruge. Det hænger muligvis sammen med, at min far var kommunist indtil 1956, og jeg undrede mig allerede dengang over den loyalitet, han skulle levere, og de urimeligheder, han skulle forsvare i partiets navn. Jeg blev tidligt vaccineret imod, at partiet er det store. Partiet er en ramme eller en funktion – ikke noget religiøst, siger en nøgtern og afklaret Ritt Bjerregaard til Altinget.

Hun mener ikke, at det er Socialdemokratiet som parti, bevægelse og organisation, som har forandret det danske samfund:

- [...] det er mennesker, der handler. Mennesker, der har besluttet sig for at blive socialdemokrater. Og jeg er medlem af partiet og har været glad for det fællesskab. Men partiet som religiøs størrelse? Nej, slår den nu 78-årige eks-politiker fast.

Ritt Bjerregaard kan på sit politiske cv blandt andet skrive medlem af Folketinget, undervisningsminister, socialminister, fødevareminister og EU-kommissær. Dertil kommer en titel som Københavns overborgmester.

LÆS OGSÅ: Mette F. bryder sammen på talerstolen: Vi har købt en kamel