Ærgerlig akassechef: Nu står vi svagere

6. jan 2014, 11:15
Akassernes Samvirke er uforstående over for akasse, som vender fællesorganisationen ryggen. Det er åbenbart kun fagforeninger, som må kritisere dagpengereformen, siger direktør.

"Det er åbenbart kun de faglige organsationer, som må kritisere dagpengereformen."

Sådan konstaterer direktør for A-Kassernes Samvirke - Verner Sand Kirk - efter at et af de tunge medlemmer har vendt fællesorganisationen ryggen.

Det sker i protest mod udmeldinger, som akademikernes 180.000 mand høje a-kasse betragter som 'for politiske'.

Fagforeningerne bag a-kassen mener, at a-kassernes fællesorganisation skal holde op med at mene noget - og overlade kritikken til dem.

Verner Sand Kirk lægger ikke skjul på sin ærgrelse, og erkender, at bruddet er en svækkelse af a-kassernes fælles talerør.

"Det er selvfølgelig en svækkelse. En del af vores styrke er jo, at vi repræsenterer stort set alle a-kasser - både røde, blå og gule," siger han.

"Håber de fortryder"

Med 25 a-kasser og 2,1 millioner medlemmer i ryggen udgør A-Kassernes Samvirke en vægtig stemme på det danske arbejdsmarked.

Det er især blevet åbenlyst i forbindelse med reformen af dagpengesystemet, hvor Verner Sand Kirk gentagne gange er gået i rette med regeringens optimistiske prognoser for, hvor mange ledige, der ville løbe tør for dagpenge.

'Akademikernes' mener dog, at fællesorganisationen blander sig for meget i politik, og har derfor besluttet at melde sig ud.

Verner Sand Kirk forstår ikke reaktionen.

"Det er min klare opfattelse, at vi har lagt linjen i enighed. Jeg kan virkelig ikke forstå det, og jeg håber, at de fortryder," siger han.

Forandringer på vej

I formålsparagraffen for A-Kassernes Samvirke står der, at organisationen skal arbejde for ordentlige rammevilkår for a-kasserne og sikre, at det forbliver attraktivt at forsikre sig mod ledighed.

Om kort tid tager regeringen fat på en reform af beskæftigelsessystemet, hvor a-kassernes rolle i forhold til jobcentrene kommer til at spille en vigtig rolle.

Derefter venter en dagpengekommission, hvis anbefalinger kan resultere i nye forandringer i dagpengesystemet.

Verner Sand Kirk ønsker ikke at kommentere på, hvor vidt de interne stridigheder i A-Kassernes Samvirke vil få ham til at skrue ned for udmeldingerne i den forbindelse.