20201123-115958-L-1920x1323we
Hvis man har været i nær kontakt med en coronasmittet person, er man ifølge Sundhedsstyrelsen i høj risiko for at være blevet smittet. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ændrer retningslinjer: Sådan defineres nære kontakter til coronasmittede

24. nov 2020, 13:05
Man er nu også i nær kontakt, hvis man har været i tæt kontakt med en smittet, hvor der synges eller råbes.

Sundhedsstyrelsen har tirsdag opdateret retningslinjerne for, hvornår man er nær kontakt til en coronasmittet person.
Fremover bliver man også defineret som nær kontakt, hvis man har opholdt sig inden for to meters afstand i mere end 15 minutter med en smittet person i visse situationer.

Hvis man har været i nær kontakt med en coronasmittet person, er man ifølge Sundhedsstyrelsen i høj risiko for at være blevet smittet.

Derfor opfordrer styrelsen til, at man går i selvisolation og bliver testet for at forebygge, at man smitter andre, hvis det viser sig, at man er smittet.

Nære kontakter er typisk dem, den smittede person bor sammen med og dagligt deler eksempelvis sofa eller kram med.

Læs her mere om, hvornår man er nær kontakt.

Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person i en af følgende perioder:

*En smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer stoppede.

*Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen og til syv dage efter.

Samtidigt skal du opfylde mindst et af følgende kriterier:

*Man bor sammen med en smittet person.
*Man har haft direkte fysisk kontakt med en smittet person. Eksempelvis ved kram.
*Man har haft direkte kontakt til sekreter fra en smittet person – eksempelvis fra en smittet persons hoste eller nys.
* Man har i mere end 15 minutter været sammen med en smittet person inden for to meters afstand ved enten kraftig udånding, sang, høj tale, aktiviteter, der indebærer fysisk anstrengelse som fitness, eller ophold i lukkede rum med dårlig ventilation.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/