Ældreboom: Flere grå hår på jobbet

28. feb 2013, 13:45
Stigning på 15.000 i antallet af ældre, der dropper efterlønnen og bliver på arbejdsmarkedet

De danske arbejdspladser er blevet mere grå i toppen. Flere seniorer udskyder efterlønnen og bliver på arbejdsmarkedet.

Det viser beregninger fra Ældre Sagen på baggrund af helt nye tal fra Danmarks Statistik.

De sidste tre år er antallet af ældre på arbejdspladserne steget med 15.000. Ældre Sagen havde ellers forventet, at stigningen i antallet af ældre i job ville stagnere.

"Jeg er meget positivt overrasket over udviklingen, og at der bliver stadig flere seniorer på arbejdsmarkedet. Det havde jeg ikke troet," siger økonom i Ældre Sagen Peter Halkjær.

Rynket bryn af efterløn

Han mener, at tallene viser, at de ældre faktisk kan leve op til de krav, arbejdsgiverne stiller – også under finanskrisen.

"I disse år er der ingen, der får lov at sidde henne i hjørnet. Der er skåret ind til benet på arbejdspladserne, og der er kun plads til dig, hvis du kan levere varen. Men de ældre er der endnu, så det kan de," siger Peter Halkjær.

Han siger, at tallene også dækker over, at der er sket en holdningsændring blandt de ældre.

"For år tilbage var det nærmest en selvfølge, at man gik på efterløn som 60-årig. Nu siger min ældre kollega, at der bliver rynket bryn og spurgt ind til, om der er noget i vejen, siden man er stoppet med at arbejde," siger Peter Halkjær.

DA: En ekstremt glædelig udvikling

I Dansk Arbejdsgiverforening siger underdirektør Erik Simonsen, at det er en ’ekstremt glædelig udvikling’, som DA tidligere selv har beskrevet i en undersøgelse. Den viste, at de +60-årige var den eneste gruppe, der havde fremgang på jobmarkedet under krisen.

"Dels har de fået en bevidsthed om, at de kan godt, og dels sætter arbejdsgiverne pris på de mennesker," siger han.

Han mener, stigningen vil fortsætte de næste år.

"Man har brugt for mange år på at svageliggøre mennesker, der godt kan. Fremover vil man også se på muligheden for at arbejde, når man er 68 eller 72 år," siger han.