Ældre taber stort på finanskrisen

15. okt 2008
Mange ældre vil tabe penge, hvis ikke politikerne hæver aldersgrænsen for, hvornår man senest skal have udbetalt sin kapitalpension.

 

Som reglerne er i dag, skal man senest som 70-årig have udbetalt sin kapitalpension. Men det kan betyde en stor økonomisk lussing for mange ældre på grund af aktiernes styrtdyk de seneste uger.

Ældre Sagen opfordrer derfor skatteminister Kristian Jensen (V) til at ændre lovgivningen, så der ikke længere er en øvre grænse for, hvornår man senest kan få udbetalt sin kapitalpension.

"Vi har fået en del henvendelser fra medlemmer, der er nervøse for deres pensioner på grund af finanskrisen. Der er risiko for, at de taber rigtig mange penge, hvis de skal realisere deres pension nu, fordi de har haft en stor del af deres pensionspenge i aktier," siger journalist i Ældre Sagen, Mikael Koldby, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

En ophævelse af den faste aldersgrænse på 70 år vil give de mange pensionister med ryggen mod muren ekstra tid til at se kapitalpensionen genvinde den tabte værdi.

I Dansk Folkeparti er man lydhør over for Ældre Sagens krav:

"70-års grænsen er ikke hellig for os. Vi vil gerne gøre den så fleksibel som mulig, og jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at skulle ud og sælge aktier nu. Men jeg vil godt lige konferere med skatteministeren, for der er sikkert en grund til, at man har en øvre aldersgrænse," siger DF's skatteordfører, Mikkel Dencker til Newspaq.

/Newspaq/

faktaboks