FILES-US-SPACE-MOONElon Musk har opkaldt sønnen efter flere forskellige ting. (Arkivfoto) Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Stjernepar giver søn mærkeligt navn

6. maj 2020, 10:27
Elon Musk og sangerinden Grimes har givet deres søn et navn, han nok ikke kommer til at dele med andre.

I begyndelsen af ugen kunne Tesla-milliardæren Elon Musk afsløre, at han var blevet far igen, da hans kendte kæreste, sangerinden Grimes, havde født parrets første fælles barn.

Det er barn nummer syv for den stenrige forretningsmand, men selv om han før har skullet finde på navne til nyfødte arvinger flere gange end de fleste, er han ikke løbet tør for ideer.

Det nye skud på stammen har således fået navnet X Æ A-12.

Det bekræfter den nybagte mor på sin Twitterprofil, hvor hun forklarer det noget aparte navn.

- X er den ubekendte variabel, skriver Grimes.

- Æ er min elvermåde at stave Ai (kærlighed eller kunstig intelligens), skriver hun og afslører, at den sidste del af sønnens navn, A12, er en hyldest til parrets yndlingsflyvemaskine, Lockheed A-12, der blev bygget af CIA.

- Ingen våben, intet forsvar, bare fart. Fantastisk i kamp, men ikke voldelig, skriver hun.

I tweetet forklarer hun, at bogstavet A i navnet også står for "archangel", altså ærkeengel på dansk, og at nummeret 12 i kinesisk astrologi står for rottens år, som er det, den lille baby er født i.

Den 32-årige sangerinde, der bærer det borgerlige navn Claire Elise Boucher, har dannet par med Elon Musk siden 2018.

Efter knap to år sammen kunne de i begyndelsen af året afsløre, at de ventede deres første fælles barn.

Elon Musk fik seks sønner fra sit ægteskab med forfatteren Justine Wilson, men den førstefødte led vuggedøden ti uger efter fødslen.

Sønnerne hedder i øvrigt Nevada, Griffin, Damian, Xavier, Saxon og Kai.

/ritzau/