Advarsel: Flere dødsulykker på jobbet

2. nov 2009
Vi vil se flere ulykker, hvis ikke regeringen dropper besparelser, lyder advarsel. Minister erkender problem.

En smed blev for nylig klemt mellem en stabel paller og et rullebord lastet med 2,5 tons metalplader i Rødovre. Hans kollega kunne ikke vriste ham fri og måtte se sin makker blive kørt til hospitalet, hvor han døde efter fire dage i respirator.

I fremtiden vil vi se flere tragiske arbejdsulykker. Sådan lyder det fra medarbejdere i Arbejdstilsynet, der advarer imod et forslag fra regeringen om at spare 83 millioner kroner på tilsynet med sikkerheden i landets virksomheder.

”Jeg er bekymret for, at der vil ske flere arbejdsulykker, og færre resurser vil betyde mere nedslidning og dårligere psykisk arbejdsmiljø,” siger Martin Skåning, der er fællestillidsmand hos Arbejdstilsynet i Midt- og Vestjylland.

Mere end 120 fyringer

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Regeringens forslag til finansloven vil medføre mere end 120 afskedigelser, lyder vurderingen. Det svarer til mellem 16 og 20 procent af resurserne for tilsynet, der skal tjekke, at arbejdspladser ikke udsætter sine ansatte for farligt og nedslidende arbejdsforhold.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) erkender, at der ligger store besparelser på bordet.

”Vi er helt opmærksomme på problemet. Finanslovsforhandlingerne er i gang, og her er det stadig muligt at finde en løsning,” skriver ministeren i en mail til Avisen.dk.

”Det er perverst”

Lige nu forhandler regeringen og oppositionen om finansloven for næste år. Og her er det Inger Støjbergs forgænger Claus Hjort Frederiksen, hun skal presse for at undgå mindre tilsyn i fremtiden.

Hos Malernes Fagforening er formand Jørn Erik Nielsen rystet over, at regeringen vil have færre resurser til Arbejdstilsynet.

”Det er perverst at spare på Arbejdstilsynet. Vi kan aflæse det direkte i dødsstatistikkerne for arbejdsulykker, når der bliver skåret,” mener Jørn Erik Nielsen.

Det skal nok gå i orden

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted vil kæmpe for, at der ikke kommer nogen nedskæringer.

”Vi er i gang med at forhandle. Og jeg er sikker på, det går i orden,” siger Bent Bøgsted.

Hvis det ikke lykkes. Vil I så stemme for en finanslov, der rummer besparelser på Arbejdstilsynet?

”Det tænker jeg slet ikke på, for jeg er sikker på, det lykkes,” lyder det fra ordføreren.

Arbejdstilsynets chef Jens Jensen ønsker ikke at fortælle, hvad de 83 millioner mindre får af konsekvenser for tilsynet med arbejdsforholdene.

Forhandlingerne forventes færdige i slutningen af næste uge.