Adddrrr stress smitter

7. jan 2013, 11:45
Når en kollega går ned med stress, bliver vi bange for selv at blive stressede. Især hvis kollegaens sygdom betyder, at vi selv får mere at lave.

Går kollegaen og hoster og snøfter, kan vi blive bange for, om bakterierne hopper over på os. Bryder kollegaen sammen med stress, reagerer vi på samme måde.

En ny undersøgelse fra Bispebjerg Hospital viser, at kolleger til stressramte ofte selv er bange for at få stress. Især hvis den sygemeldte efterlader en arbejdsbyrde, som de andre må klare.

”Det påvirker dem rigtig meget, de går hele tiden og siger: 'hvornår er det den næste?'” siger en chef, der medvirker i den omfattende interviewundersøgelse.

Hvornår bliver det min tur?

Konsekvensen er, at nogle chefer ikke fortæller medarbejderne, hvis en kollega er sygemeldt med stress. De frygter nemlig, at medarbejderne begynder at se symptomer alle vegne.

”Lukker du døren for at få arbejdsro, står der straks et par kolleger, der tror, at du er brudt sammen. Det betyder også, at der er en frygt for hvornår det bliver ’min tur’,” fortæller en anden leder i undersøgelsen.

Fagforeningerne HK og Dansk Magisterforening oplever også tendensen.

”Det er naturligt nok, for man har set årsagen. Man tænker ’Hun fik stress, fordi hun havde travlt, og nu har jeg også travlt’,” siger arbejdsmiljøkonsulent ved HK, Svend-Erik Hermansen.

Efter hans mening er frygten tit velbegrundet og et tegn på en arbejdskultur, hvor det ikke er tilladt at standse op.

Uha, det smitter

Men det kan også få konsekvenser for den stressramte kollega. Frygten for smitte kan nemlig få os til at undgå den stressede, samtidig med, at vi tit ikke ved, hvordan vi skal reagere.

”Nogle kan tænke, uha, det smitter. Det er en følelses af, at hvis jeg sætter mig for tæt på den stressede, så ser jeg også ting dystert,” forklarer miljøkonsulent Ole Grønne fra Dansk Magisterforening.

Det er en uheldig reaktion, for forholdet til kollegerne gør en verden til forskel for, om den sygemeldte vender tilbage til jobbet.

Om undersøgelsen:

Arbejds- og miljømedicinsk afdeling står bag undersøgelsen, der hedder Copework.

Undersøgelsen består af dybdegående interviews med en række chefer og arbejdsmiljørespræsentanter på offentlige og private arbejdspladser.

Se den fulde rapport.

Psykolog Yun Ladegaard står blandt andet bag projektet.