Årets chef: Ikke smart at drikke sig i hegnet

11. dec 2009
Julefrokosten er en god fest, men chefen skal ikke lukke og slukke, mener årets chef Inger Andersen.

"Jeg er hverken den, der går først eller sidst. Jeg drikker mig ikke fuld, for det er ikke særlig smart at drikke sig i hegnet til julefrokosten," siger Inger Andersen.

Hun er produktionschef for 54 ansatte på Jysk Linned i Varde og modtog for to uger siden Erhvervslivets Ridderkors som årets leder. Julefrokosten bliver holdt i kantinen, og det er et af årets højdepunkter.

"Vi danser og snakker om noget andet. Der går lang tid med at snakke om julefrokosten," fortæller Inger Andersen, der modtog prisen af prins Joachim.

"Jeg synes bare ikke, man skal drikke sig fuld. Det er lederen, der har ansvaret, ligesom forældre ikke skal drikke sig meget fuld foran sine børn."

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her