Beksæftigelsesindsatsen har været sat i bero siden 12. marts. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

A-kasser slår alarm: Systemet kan brænde sammen

13. maj 2020, 06:00
De danske A-kasser har brug for mere tid, når 50.000 nye ledige står i kø til en CV-samtale. Det er situationen, når beskæftigelsesindsatsen genoptages. Uden mere tid til de mange samtaler bliver A-kasserne for pressede. Det vil skade rådgivningen, advarer Danske A-kassers formand Torben Poulsen.

Systemet kan brænde sammen, når A-kasserne efter en genåbning af beskæftigelsesindsatsen skal afholde obligatoriske fysiske møder med godt 50.000 nye corona-arbejdsløse på bare 10 dage.

Det fortæller Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser, til A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Efter to måneders krise: 50.000 ledige

- Konsekvensen er, at nogle A-kasser kommer til at blive ekstremt pressede, hvis ikke man giver dem en fornuftig periode at håndtere puklen i. 8.000 eller 10.000 opsamlinger på et par uger – det er jo useriøst. Det kan ikke lade sig gøre, siger han.

Ifølge lovgivningen skal den såkaldte CV-samtale - et møde med formålet at udfylde et korrekt og relevant CV - være afholdt højst to uger efter, at man har meldt sig ledig. Samtalerne skal gennemføres ved fysisk fremmøde i A-kassen. De bliver ikke afholdt i øjeblikket, da beskæftigelsessystemet er sat på corona-standby.

Torben Poulsen, der også er leder af Dansk Metals A-kasse, understreger, at han under normale omstændigheder lever fint med det tidsmæssige krav på to uger. Men omstændighederne er ikke normale. Langt fra. 

Et CV er jo ikke noget, man bare banker sammen på to minutter
Eva Opdrup, forretningsfører, 3F A-kasse

Uden tilstrækkelig tid til at strukturere og forberede samtalerne, der er første skridt i et arbejdsløshedsforløb, bliver det sværere at udstyre folk med det professionelle CV, der skal gøre dem i stand til at få et nyt job.

Derfor er der behov for en midlertidig dispensation for tidskravet.

- Man kan godt brænde en masse samtaler af på kort tid, men det er jo ikke det, der er meningen. Meningen er at kvalificere folk, så de lettere kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Der er brug for nogle længere tidsfrister, eksempelvis fire eller fem uger, indtil vi render ind i en rimelig normal tilstand igen, siger han.

100 samtaler i timen

Torben Poulsen bemærker, at der er stor forskel på A-kassernes situation. Hvor en A-kasse for sundhedsfagligt personale stort set ikke mærker coronakrisen, oplever andre brancher beskæftigelsesmæssige jordskælv i disse uger.

- Min frygt kan være, at nogle A-kasser – ikke af lyst, men af ren nød – kommer til at holde samtaler, hvor man eksempelvis ikke får lavet så gode CV’er, som man ville gøre normalt. I genåbningen skal man gøre plads til, at alle A-kasser kan give medlemmerne den samme kvalitet, uanset hvor hårdt man er ramt, siger Torben Poulsen.

Den nok hårdest ramte gruppe finder man i 3F A-kasse (3FA). Her har man oplevet omtrent 7.500 nye tilmeldinger siden coronakrisen startede, skriver Fagbladet 3F. Dertil kommer de ledige, der stadig manglede en CV-samtale, da beskæftigelsesindsatsen blev suspenderet 12. marts.

For at nå at afholde alle samtaler indenfor lovgivningens frist på to uger, skal A-kassens rådgivere afholde intet mindre end 100 samtaler i timen.

- Et CV er jo ikke noget, man bare banker sammen på to minutter, siger Eva Obdrup, forretningsordfører i 3FA. 

Vi skal åbne, så meget vi kan, uden at sætte sikkerheden over styr
Peter Hummelgaard Thomsen, beskæftigelsesminister (S)

3Fs A-kasse bakker op om forslaget fra Danske A-Kasser. Den ekstraordinære situation kræver, at der ses mere lempeligt på to-ugers-kravet ved den store bunke samtaler, mener hun. 

 - Vi bliver nødt til at have en opsamlingsperiode, hvor medlemmerne også får den rådgivning, der følger med det at lave CV. Et CV skal jo have en vis kvalitet i beskrivelsen af baggrund og kompetencer, hvis det skal bruges til at finde et nyt arbejde. Det kræver en forlænget frist, siger Eva Obdrup.

Minister overvejer digitale samtaler

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skriver i en mail til A4 Arbejdsliv, at han ikke vil holde beskæftigelsesindsatsen lukket én dag mere, end det er nødvendigt.

- Vi skal åbne, så meget vi kan, uden at sætte sikkerheden over styr. Det skal vi gøre, så dem, der desværre har mistet jobbet, hurtigst muligt kan få hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Her er fokus på digitale samtaler oplagt. Jeg kan sige, at der arbejdes på en næste fase af genåbningen af jobcentrene, som jeg forventer at kunne offentliggøre indenfor den nærmeste fremtid, når den er drøftet med partierne, siger Peter Hummelgaard.

Ministeren har ikke yderligere kommentarer til den konkrete plan for den næste fase af genåbningen på nuværende tidspunkt, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Flere ideer til ministeren

Den forlængede frist for CV-samtalerne er et af de forslag, som Danske A-kasser tager med, når organisationen skal mødes med Peter Hummelgaard og diskutere genstarten af beskæftigelsesindsatsen.

Andre idéer går på større fleksibilitet i samtaleforløbet - at løsne op, så systemets krav er mindre rigide og firkantede, forklarer Torben Poulsen. Eksempelvis ved at fjerne kravet om personligt fremmøde og give mulighed for digitale samtaler, som beskæftigelsesministeren lægger op til. 

Torben Poulsen har tidligere været skeptisk over for en digitalisering af samtaler mellem ledig og A-kasse ud fra antagelsen om, at det giver et bedre møde med systemet, når man er ansigt til ansigt med mennesker i den virkelige verden.  

LÆS OGSÅ: Nu sættes slutspurten ind: Løsning for risikogrupper kan findes i sygedagpengesystemet

- Men der er heller ingen tvivl om, at den læring, vi har fået under coronakrisen, kalder på, at vi griber tiden. For nogle af vores medlemmer giver det måske bedre mening med digitale møder af hensyn til logistik og ressourcer, hvor andre fortsat vil foretrække det fysiske fremmøde. Men det er den frihedsgrad og fleksibilitet, vi mener er fornuftig at arbejde ind i systemet, og det er det, som vi foreslår, siger Torben Poulsen.