En fodgænger omkom i en højresvingsulykke i Brønshøj sent onsdag aften. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

70-årig dræbt i ulykke

16. jul, 06:16
Ulykken skete, da en bil drejede til højre fra Frederikssundsvej ned ad Elmelundevej i Brønshøj.

En fodgænger er omkommet i en højresvingsulykke i Brønshøj.

Ulykken skete sent onsdag aften, da en personbil kom kørende ned ad Frederikssundsvej i Brønshøj og drejede til højre ned ad Elmelundevej, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup.

- Vi fik anmeldelsen klokken 22.40. Bilinspektøren er på stedet i øjeblikket for at undersøge omstændighederne, sagde han natten til torsdag.

Tidligt torsdag morgen oplyser Henrik Svejstrup, at der er tale om en 70-årig kvinde. Hendes pårørende er underrettet.

Politiet har ikke anholdt føreren af personbilen, da der hverken er fundet tegn på alkohol eller for høj fart.

/ritzau/