20200712-192630-L-1920x1149we
Skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus fik i sommer Danmark til at diskutere ældrepleje. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

7. december: Skjulte optagelser med Else chokerede Danmark og Christiansborg

7. dec 2020, 06:00
A4 gennemgår i denne julekalender udvalgte begivenheder i dansk politik i 2020, der som bekendt har stået i coronaens tegn.

Skjulte TV 2-optagelser fra det århusianske plejehjem Kongsgården chokerede i sommer hele Danmark.

På optagelserne så vi plejepersonalets umenneskelige og nedladende behandling af den 90-årige Else.

I første omgang blev der nedlagt fogedforbud mod at vise optagelserne, men det stoppede ikke Ekstra Bladet, der som det første medie bragte dem.

Siden kom der flere historier frem om plejesvigt fra andre plejehjem i Aarhus, og rådmand på området, Jette Skive, fik kritik for at ikke at have reageret i tide.

Det er frygtelige klip, som såvel sundhedsfagligt som medmenneskeligt vidner om massive, uværdige svigt
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på Twitter

Derefter indkaldte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) til et topmøde om 'fremtidens ældrepleje'. Her blev der talt om kulturen blandt sosu-ansatte, men også om et højt arbejdspres og problemer med rekruttering af personale.

En fremskrivning fra fagforbundet FOA viste i oktober, at de danske kommuner tilsammen skal tiltrække over 40.000 nye sosu-ansatte de næste 10 år, hvis de vil holde fast i velfærden.

Debatten om plejesvigt fandt også sted i november, da Magnus Heunicke var indkaldt til et samråd om emnet. Her åbnede han op for idéen med at indføre et register, der skal modvirke, at brodne kar ansættes i ældresektoren igen.

I weekenden blev et politik flertal enige om at tilføre pasningen af ældre flere midler. En aftale, som især Enhedslisten glædede sig over.

Pengene blev fundet i den såkaldte velfærdsaftale, der er en del af samlede finanslovsaftale.

Julekalenderen

Læs andre afsnit her.