Tæt på verden: 60.000 på vej til ørkenlandsby

15. mar 2011
60.000 flygtninge forventes at komme over grænsen fra Libyen til Niger i de næste par uger. Dyb bekymring for hvordan verdens 3. fattigste land kan klare presset.

Den lille tilsandede landsby Dirkou i det nordlige Niger er i chok.

Horder af vestafrikanske indvandrere flygter i disse dage fra borgerkrigen i Libyen. Dirkou, der ligger 550 km syd for den libyske grænse, er første stop på vejen.

FN forventer, at 60.000 mennesker vil komme over grænsen fra Libyen til Niger i de næste par uger. Det er enormt i en landsby på 4.000 indbyggere, der ligger midt i ørkenen.

Stigende madpriser

Siden 2009 har Dirkou haft et transitcenter for indvandrere, der bliver udvist fra Nordafrika. Men centeret er for længst overfyldt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Vi har aldrig haft så mange her på én gang," siger Mahaman Nour til IRIN nyhedsbureau. Han er præfekt i Bilma provisen, hvor Dirkou ligger. "Der er pres på fødevarer, og priserne stiger."

Det fleste fødevarer i Dirkou plejer at komme fra Libyen, men det har borgerkrigen sat en stopper for. Nu kommen maden fra Agadez, 650 km væk eller hovedstaden Niamey, 1.600 km væk. Det gør den voldsomt dyr.

Dyb bekymring

Verdensfødevareprogrammet WFP har allerede fået transporteret 50 tons fødevarer til området. Det kan dække behovet for 2.500 migranter i en måned.

Men der er slet ikke nok til at bespise titusindvis af mennesker.

Samtidig er der ingen rindende vand, kun brønde i landsbyen. Og ingen toiletter. Lokale hjælpearbejdere og myndighederne er dybt bekymrede.

Ud igen hurtigst muligt

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) forsøger at få folk videre sydpå så hurtigt som muligt.

Mange af migranterne forsøger at vende tilbage til deres hjembyer eller hjemlande. Langt de fleste stammer fra Niger, mens resten kommer fra andre vestafrikanske lande.

"Blot i går aftes (9. marts) tog 2.000 mennesker videre til den regionale hovedstad Agadez", siger præfekt Nour. "Der var folk fra Ghana, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Togo, alle steder!"

Militæreskorte

Hver eneste overfyldt lastbil med migranter og deres egendele, der forlader Dirkou, har brug for en militæreskorte.

"Grænseområdet mellem Libyen og Niger er ikke kun meget usikkert, men lider også af en akut mangel på transportmidler og logistisk kapacitet," lyder det fra FN.

FN lancerede den 5. marts en appel til verdens rige lande om at betale 850 millioner kr. for at hjælpe migranter både i og udenfor Libyen.

Akut behov

I Niger er behovet akut, fordi landet er langt fattigere end Algeriet, Egypten og Tunesien. Situationen forventes at have en skadelig virkning Nigers økonomi, skriver FN i appellen.

Mere end en kvart million mennesker er allerede flygtet fra Libyen til Niger, Algeriet, Egypten og Tunesien siden sidst i februar.

Og antallet stiger hver dag, siger FN.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.